Annonce
Debat

Danmarks ambassadør i Rom: Italiens genopretning er en enorm opgave

Mario Draghi (th.) overtog posten som Italiens premierminister i februar, efter at Giuseppe Conte (tv.) gik af. Foto: Andrew Medichini/Reuters/Ritzau Scanpix

Jeg flyttede til Rom i slutningen af august sidste år. Før da var jeg ambassadør i Kina, hvor corona-epidemien jo startede i midten af januar – næsten to måneder, før den for alvor ramte Danmark. Så for mig har corona domineret hverdagen i langt over et år nu.

Det var lidt som at flytte fra ét corona hotspot til et andet. Italien var det første og et af de hårdest ramte lande i Europa. Omkring tre millioner italienere har været smittet, og næsten 100.000 er døde af eller med corona i Italien indtil nu. Det er voldsomme tal, og det har berørt rigtig mange italienske familier hårdt. Det vil tage tid at komme over.

Økonomisk har det også ramt mange hårdt. Mange mindre familievirksomheder er enten lukket eller tæt på at måtte dreje nøglen om. Det er nu et år siden, turisterne forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden. Rom, Venedig, Firenze og alle de andre smukke byer i Italien er som forvandlede. Nu er det kun de lokale, som kan lege turister i deres egen tomme by. Det kan måske være meget rart for en stund. Men livet er ikke det samme.

Italienerne er dog ikke sådan at slå ud. På trods af en del rejserestriktioner har jeg gennem det sidste halve års tid haft lejlighed til at mødes med en række danske virksomheder rundt om i Italien. Jeg har også talt med politikere, borgmestre, regionspræsidenter, civilsamfundsrepræsentanter, kulturfolk og ganske almindelige italienere. Alle er påvirkede og bevidste om den svære situation, som landet står i. Men italienerne er vant til at forsøge at få det bedste ud af enhver situation. Bag de store armbevægelser gemmer sig optimisme, initiativ og gåpåmod.

Lige nu står Italien ved en skillevej. For blot et par uger siden fik landet en ny regering. Med Mario Draghi i spidsen som upartisk premierminister lykkedes det at samle næsten alle partier på tværs af det italienske parlament bag en bred samlingsregering. Opgaven for Draghi bliver at balancere en række hensyn i genåbningen af det italienske samfund. Sundheden er første prioritet, og de seneste dage er smittetallene steget igen. Men italienerne vil have deres hverdag tilbage. De vil kunne gå på restaurant og mødes med familie og venner. Og de vil kunne tage i teatret og på stadion.

Anders Carsten Damsgaard. Foto: Ambassaden

Mario Draghi skal samtidig sikre, at Italien rustes til fremtiden. Den italienske økonomi er de sidste 20 år sakket bagud i forhold til de andre større europæiske lande. Corona har gjort det endnu værre. For Draghi er hovedopgaven at sikre ikke blot Italiens genopretning, men en kickstart på ny økonomisk vækst i Italien.


Omkring tre millioner italienere har været smittet, og næsten 100.000 er døde af eller med corona i Italien indtil nu. Det er voldsomme tal, og det har berørt rigtig mange italienske familier hårdt. Det vil tage tid at komme over.


Til det formål råder han over midler, som ingen anden italiensk leder før han har haft adgang til: Mere end 200 milliarder euro fra EU’s genopretningsfond. En stor del af denne svimlende sum vil være øremærket til grøn omstilling. Det er områder, hvor danske virksomheder har stor ekspertise og erfaring. Derfor har jeg de seneste måneder talt med mange danske virksomheder om de muligheder, den italienske genopretning medfører for dem.

Italiens genopretning er en enorm opgave. Forudsætningen er dog mere end nogensinde til stede for, at det kan gå den rigtige vej. Da jeg tilbage i januar havde lejlighed til på tomandshånd at mødes med Mario Draghi, var han ganske klar i mælet: Der skal træffes svære valg for Italien, og genopretningsmidlerne skal bruges fornuftigt.

I hans nye rolle som premierminister må denne opgave stå endnu tydeligere. Italien har brug for en vækstskabende og bæredygtig genopretning. Nu er det tid til at se fremad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Frodig kulturfantasi midt i et corona-år

Annonce