Annonce
Navne

En mester er død: Poul snørede handskerne og slog Brande fast som dansk bokseby

Poul Moesby var en blændende tekniker og blev kaldt den nye Børge Krogh i dansk amatørboksning. Foto: Tommy Poulsen.
Poul Moesby var en blændende tekniker, og det var med til at sikre ham to gange danske mesterskaber i amatørboksning. Nu er han død, han blev 72 år.

Nekrolog: Brandes første danske seniormester i boksning, Poul Moesby, er død, 72 år.

Poul Moesby blev danmarksmester i boksning, da han i 1971 vandt weltervægt med finalesejr over Kurt Petersen, Sparta Aalborg.

Det blev til starten for Brandes guldalder som bokseby, hvor flere store talenter fulgte efter med både mesterskaber og landskampe.

Annonce

Poul Moesby fik sit gennembrud som 19-årig, da han vandt det jyske og danske juniormesterskab, begge gange med finalesejr over den senere landsholdsbokser og danske mester Carsten Andersen fra Lindholm. Han slog også Poul Christensen, Jyden, i semifinalen ved JM.

Han fik en stor modtagelse på Brande Banegård sammen med sin træner Svend Poulsen, sekundant Frank Christensen og formand Bent Jensen.

Han tog til Idrætshuset i København med bare 17 kampe på bagen, men fyldte alle aviserne om mandagen og blev kaldt "dansk boksnings nye Børge Krogh" Det jyske mesterskab vandt han i Skive 3. november.

DM-titlen gav ham "De gyldne handsker", og pludselig vidste alle, hvem han var.

Boksningen havde ligget stille i Brande i otte år, men Poul Moesby gik i spidsen for at genoplive boksningen, og det lykkedes til fulde med flotte stævner på Hotel Brande.

Sluttede med en stribe sejre

Poul Moesbys karriere spændte over mange år. Han startede med at tabe tre af sine første kampe, én til Erik Badmann, Aarhus, og to til Finn Nielsen, Struer, men så løb han ind i en stime af sejre.

Hans bedste skalpe var Brian Bjerrum, Esbjerg, Ulf Therkildsen, Jyden, Steen Hansen, Kolding, og Bent E. Petersen, Ørnen.

Han blev først jysk seniormester i mellemvægt i  1980, men havde allerede vundet DM-titlen i mellemvægt i 1977. Det var hans anden seniortitel.

Han tog rundt som hovedkæmper ved de lokale stævner, og i januar 1969 var der mødt 700 tilskuere op for at se det nye danske boksehåb i Horsens, da han vandt 2-1 over Søren Hansen, Horsens, i en teknisk fremragende kamp mellem to store teknikere.

Han har bokset flere landskampe, men har også været med til at få bøllebank af Rumænien, der vandt 10-1. Han sluttede sin karriere i 1980 med en stribe af sejre.

Poul Moesby var aldrig interesseret i at vinde på knock out. For ham var boksning teknik.

Gennem alle årene startede han for Brande Atlet Klub og var et forbillede for de unge boksere.

Poul Moesby var gennem mange år halinspektør i Arnborg, hvor han boede sammen med sin hustru Annelise.


Han tog til Idrætshuset i København med bare 17 kampe på bagen, men fyldte alle aviserne om mandagen og blev kaldt dansk boksnings nye Børge Krogh.

Fra nekrologen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce