Annonce
Indland

Dansk lavbudget blev for småt

Kristian Juul Pedersen/Ritzau Scanpix

For 32 år siden forlod Mikael Salomon Danmark for at lave store film i Hollywood. Mandag den 24. februar fylder han 75 år.

For tyve år siden regnede han med, at han nok skulle sidde på stranden med en drink i hånden, hvis han nåede til 75.

Annonce

Det er ikke tilfældet. Til gengæld arbejder han nu på sin kommende spillefilm, der hedder "Mary". Bagefter den skal han i gang med "Ice and Blood" om Korea-krigen.

Derefter forventer Mikael Salomon også flere projekter i sin kalender.

- Telefonen ringer, og jeg synes stadig, det er sjovt. Så hvorfor ikke?, siger filminstruktøren, der fylder 75 år mandag den 24. februar.

Salomon er aktuel som instruktør på en kort dokumentar til minde om de 17 mennesker, der i 2018 døde under skoleskyderiet i byen Parkland i den amerikanske delstat Florida.

Inden danskeren slog sine folder i Hollywood var han ellers fast filmfotograf på den danske filmscene.

I 1976 stod han bag kameraarbejdet på "Strømer", som blev instrueret af Anders Refn, som han også filmede "De flyvende djævle" for i 1985.

Et år senere blev han hevet ind på "Barndommens gade" af Astrid Henning-Jensen.

I 1988 søgte Salomon mod USA. Han ville mere end danske dogme- og lavbudgetfilm.

De følgende år som filmfotograf bød på samarbejde med nogle af de største navne i filmbranchen.

Resultatet blev en stribe kæmpeproduktioner, deriblandt James Camerons "Dybet", Steven Spielbergs "Always", der begge er fra 1989, samt Ron Howards "Far and Away" fra 1992.

Mikael Salomon høstede især roser for sit opfindsomme visuelle udtryk med "Dybet".

Optagelserne foregik i den amerikanske delstat South Carolina i en gammel vandtank med flere tusinde liter vand i ti meters dybde.

- Vi opfandt de mest håbløse Storm P.-systemer under optagelserne for i det hele taget at få det til at lykkes, har han senere fortalt.

Filmens klare og stemningsfulde udtryk landede ham en nominering til en Oscar.

I 1993 debuterede han som instruktør med filmversionen af Laurens van der Posts roman "Fjernt fra verden" fra 1974. Debuten i instruktørsædet fik dog blandede anmeldelser.

På to afsnit af "Kammerater i Krig"-serien fik Salomon lov at vikariere i instruktørstolen for sin gamle partner-in-crime Steven Spielberg.

Salomon vandt en Emmy for sit arbejde.

Han har også været instruktør på film som actionthrilleren "Hard Rain" fra 1998 med Morgan Freeman.

Mikael Salomon har ikke selv stået bag kameraet siden 1992. Men han er stadig medlem af den prestigefyldte Amerikanske Forening for Filmfotografer (ASC), hvor han blev indviet i 1987.

- Det er det mest stolte øjeblik i mit liv, sagde han til ASC’s medlemsblad.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Både fagbevægelsen og arbejdsgiverne anbefaler at udbetale indefrosne feriepenge under coronakrisen

Vejle For abonnenter

Dengang blev skilsmissebørn sendt på børnehjem: Anne Marie levede hele sin barndom på Brummersvej

Annonce