Annonce
Erhverv

Dansk techambassadør får toppost hos Microsoft

Staff/Reuters
Casper Klynge får ansvar for politisk arbejde i Europa for Microsoft efter to år som techambassadør.
Annonce

Danmarks digitale diplomat, Casper Klynge, har fået job hos den amerikanske techgigant Microsoft. Her får han ansvaret for officielle anliggender og politisk arbejde på tværs af landene i Europa.

Det oplyser Microsoft i en pressemeddelelse ifølge DR.

Casper Klynge har siden september 2017 som techambassadør forsøgt at få foden inden for hos de store techgiganter i Silicon Valley.

Microsoft forklarer om ansættelsen af Casper Klynge i pressemeddelelsen:

- Europa er en frontløber i at tackle nogle af de mest presserende og komplekse teknologiske udfordringer, og Casper Klynge skal sikre, at Microsoft fortsat konstruktivt bidrager til de politiske beslutningstageres arbejde, lyder det.

Casper Klynge har en lang karriere i Udenrigsministeriet bag sig. Han var ambassadør i Indonesien, før han blev udpeget som verdens første techambassadør i 2017.

Hans udnævnelse og oprettelsen af stillingen var et led i den tidligere borgerlige regerings oprustning på det teknologiske område.

Casper Klynge begynder sit arbejde hos Microsoft 1. marts, hvor han vil få base i Bruxelles.

Han bliver i den forbindelse en del af Microsofts globale ledelsesteam. Han kommer dermed til at referere direkte til Microsofts præsident, Brad Smith.

- Gennem sin tidligere rolle bringer Casper ikke bare et solidt indblik i teknologiindustrien, men også betydelig erfaring med at bygge bro mellem regeringer, virksomheder og civilsamfundet, siger Brad Smith ifølge DR om udnævnelsen.

Casper Klynge ser frem til at begynde brobygningsarbejdet hos den amerikanske gigant.

- Den digitale tidsalder vil byde på meget markante samfundsforandringer, og der er akut behov for at skabe et tættere samarbejde mellem teknologiindustrien og myndigheder.

- Europa vil fremover spille en nøglerolle i forhold til at definere de rette rammevilkår på teknologiområdet, og sammen med resten af Microsoft-teamet ser jeg meget frem til at støtte op om det arbejde, siger Casper Klynge ifølge DR.

/ritzau/

Artikel citeret fra dr.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give

Minkavler fra Farre: Om lidt bliver her stille, meget stille

Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce