Annonce
Erhverv

Danske Bank og Danica har grønne planer for 100 milliarder

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I 2023 skal Danske Bank have langt flere penge i klimavenlige projekter. Det gælder også Danica Pension.

Bæredygtige projekter skal de kommende år have nemmere ved at få finansiering gennem eksempelvis lån hos Danske Bank.

Danske Bank vil låne flere penge ud til projekter, der bidrager til den grønne omstilling. Det fremgår af bankens nye 2023-mål, som er blevet lagt frem med bankens regnskab for 2019.

I dag har Danske Bank 46 milliarder kroner stående i bæredygtige formål. Det beløb skal i 2023 være over 100 milliarder kroner ifølge bankens plan.

Også datterselskabet Danica Pension, der investerer kundernes pensionskroner, skal hæve sine investeringer i projekter, som bidrager til den grønne omstilling.

Hos Danica Pension har planen to trin. I 2023 skal de grønne investeringer være tredoblet fra 2019 til 30 milliarder kroner. Her går planen dog skridtet videre, og i 2030 skal der være investeret 100 milliarder kroner i grønne projekter.

- Det er ikke nyt, at vi arbejder med disse ting, men målene er udtryk for, at vi ønsker at gøre mere og er klar til at blive målt på vores resultater, siger Berit Behring, der er direktør for samfundsansvar og bæredygtighed hos Danske Bank.

Milliarderne i finansiering og investeringer i bæredygtige projekter er to af syv mål, som banken har for samfundsansvar og bæredygtighed.

Et af de andre er, at banken vil reducere sin egen CO2-udledning med 10 procent fra 2019 til 2023.

Samtidig har banken mål for antallet af kvinder i højere lederstillinger, for støtte til iværksættere og undervisning af unge i økonomi og penge.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce