Annonce
Egtved

De er en del af noget stort: 17 elever danner nu Verdensmålsråd på Egtved Skole

17 elever fra Egtved Skole er nu medlemmer af skolens helt nye Verdensmålsråd. Skolen er netop blevet en Unesco Verdensmålsskole. Foto: Mette Mørk
Egtved Skole er for nyligt blevet godkendt som Unesco Verdensmålsskole, og samtidig har skolen oprettet et Verdensmålsråd, hvor medlemmerne er elever, der brænder for at gøre en forskel og tage ansvar.
Annonce

Egtved: Propperne sprang, og 17 glas blev fyldt med børnechampagne. Der var brede smil, overraskede blikke og samtidig stolte holdninger at se.

17 elever på Egtved Skole var blevet kaldt sammen på skolens kontor, og her fik de overbragt den glædelige nyhed, at de var blevet optaget i Egtved Skoles helt nyoprettede Verdensmålsråd.

- Alle skolens elever var blevet opfordret til at sende en velargumenteret ansøgning, hvis de kunne have lyst til at blive en del af vores kommende Verdensmålsråd, og der var faktisk rigtig mange, som havde sendt ind, fortæller lærer Lene Bygebjerg-Hove, der sammen med sine kolleger, lærer Tine Holm og viceskoleleder Henriette Vendelbo Eriksen har faciliteret, at Egtved Skole nu er blevet godkendt til at være en Unesco Verdensmålsskole, og at skolen nu har fået deres eget Verdensmålsråd.

Og hun fortsætter:

- Og de nu 17 udvalgte elever, der er blevet en del af Verdensmålsrådet, er særligt udvalgte på grund af deres motiverede ansøgninger, og så er de bredt repræsenteret aldersmæssigt, så der i rådet er elever fra 3. klasse og op til 7. klasse.

Annonce

Verdensborgere og samarbejde

Efter at de glade og stolte elever kunne ranke ryggen med boblende børnechampagne i hånden, kunne de for første gang i sidste uge holde deres første rigtige rådsmøde, og allerede der blev idéer og tanker lagt for dagen med stor eftertanke og engagement.

- Altså jeg må sige, at jeg nærmest blev helt høj efter det første møde i Verdensmålsrådet. Hold da op, hvor var eleverne velforberedte og engagerede. Der er ingen tvivl om, at her er nogle børn, der virkelig går op i det, lyder det fra Lene Bygebjerg-Hove, der videre fortæller, at eleverne også var gode til at gribe hinandens idéer og føre dem konstruktivt videre.


Altså jeg må sige, at jeg nærmest blev helt høj efter det første møde i Verdensmålsrådet. Hold da op, hvor var eleverne velforberedte og engagerede

Lene Bygebjerg-Hove, lærer


Som Unesco Verdensmålsskole forpligter man sig til blandt andet til at udvikle undervisning med udgangspunkt i verdensmålene. Der findes i alt 17 FN Verdensmål. Unesco er en del af FN og bidrager til fred og sikkerhed ved at fremme samarbejde mellem nationer inden for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

Unesco Verdensmålsskole

På FN’s generalforsamling i september 2015 vedtog alle verdens nationer sammen 17 Verdensmål, som skal gøre kloden mere bæredygtig inden 2030. 

Formålet med en Unesco Verdensmålsskoler er at udbrede og integrere verdensmålene i undervisningen. Undervisningen kan tage udgangspunkt i temaer omhandlende menneskerettigheder, globalt medborgerskab, interkulturel kompetence og bæredygtig udvikling, som alle udspringer af de tidligere flagskibsprojekter.

Som Unesco Verdensmålsskole forpligter en skole sig på at deltage i et årligt nationalt netværksmøde. Alle nuværende Unesco ASP skoler tilbydes at blive en Verdensmålsskole.

Egtved Skole er en ud af 24 folkeskoler, der er Verdensmålsskole i Danmark. Der er 62 Unesco Verdensrådsskoler i Danmark i alt, inklusiv ungdomsuddannelser, friskoler og deslige.

- På Egtved Skole har vi valgt, at bæredygtig udvikling og globalt medborgerskab får det helt store fokus, fortæller viceskoleleder Henriette Vendelbo Eriksen, og hun forklarer videre, at de to emner rummer mange undertemaer som for eksempel klima og miljø og menneskerettigheder.

Annonce

Dannelse og ansvar

Både Henriette Vendelbo Eriksen, Lene Bygebjerg-Hove og Tine Holm er enige om vigtigheden og ikke mindst det relevante i, at Egtved Skole nu er en Verdensmålsskole.

- Det her handler jo også om dannelse, om at lære at være en verdensborger og samtidig kunne være med til at gøre en forskel i det helt nære, og det kan vi virkelig mærke, at eleverne er klar til, konstaterer Henriette Vendelbo Eriksen, og hun suppleres af Lene Bygebjerg-Hove:

- Ja, eleverne i rådet er også parate til både at give budskaber videre til deres klassekammerater, derhjemme og i Egtved By. De har allerede planlagt, at der skal skabes et logo, laves plakater, og de er begyndt at snakke om, hvordan man kan gøre hele skolen mere bevidst om, hvor meget affald vi faktisk producerer og prøve at se, hvordan de kan ændre på det.

Signe Svejgaard Andersen. Hun holder Verdensmål nummer 1 i hånden: Afskaf fattigdom.For mig betyder det meget, at jeg kan være med til at gøre en forskel - både her på skolen men også i byen og i resten af verden.Det er fedt at være en del af et fællesskab, hvor vi kan føre vores idéer videre ud i verden. Jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet en del af Verdensmålsrådet. Og så skal vi jo også sørge for at informere ting videre til vores klassekammerater og også rundt i Egtved, og det glæder jeg mig faktisk til. Der er meget, vi kan gøre sammen. Og det vi gør tæt på os selv, kan jo også påvirke verden derude. Foto: Mette Mørk
Alberte Hjort Holm Jeppesen. Hun holder Verdensmål nummer 10 i hånden: Mindre ulighed. Jeg vil gerne være med til at gøre verden et bedre sted at være. Og sådan noget, som bare at samle skrald op og hjælpe dyrene. Det er vigtigt. Der er virkelig meget, der trænger til at blive bedre. En lille bitte ting kan faktisk gøre noget i den store verden. Vi kan være med til at påvirke andre.Det føles godt at være med i Verdensmålsrådet. Jeg er helt glad indeni. Jeg blevet en del af noget stort, hvor vi virkelig kan gøre en forskel. Det har egentligt altid været sådan, at jeg gerne ville gøre verden bedre, men nu er endnu bedre mulighed for at gøre noget. Foto: Mette Mørk
Noah Benjamin Bandholm. Han holder Verdensmål nummer 16 i hånden: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Det er godt, at vi snakker om problemerne, og at vi så finder løsninger på det. For eksempel er der ret meget skrald her på skolen, så det er godt, hvis vi kan finde ud af at gøre det hele mere klimavenligt.Vi påvirker jo alle verden ved det, vi gør. For eksempel med noget så basalt som det at huske at slukke vandet. Jeg har altid været meget bevidst om den slags, så det er rart at være med til at kunne påvirke mange andre ved at være med i Verdensmålsrådet. Men der skal virkelig også meget til, for bare fordi du ved, hvad der er rigtigt at gøre, betyder ikke, at du gør noget alligevel. Så det er godt, hvis vi kan være med til at påvirke noget mere. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Annonce