Annonce
Vejle

De er smidt væk fra åen og fra Byparken - nu leder man efter trygge byrum til de hjemløse

Sidste sommer indtog byens mest udsatte borgere for alvor Byparken og skabte utryghed for den såkaldt almindelige vejlenser. Arkivfoto: Martin Ravn

Hvor i Vejle må de udsatte borgere egentlig samles om dagen? Det er kommunen ved at finde ud af som led i en ny strategi, der er sendt i høring hos udsatterådet. Målet er at nedbringe antallet af hjemløse.

Vejle: De sad under Højbanen. Men så var det lidt et problem. De rykkede hen til Bryggen og åen og blev også smidt væk derfra.

De tog hen i Byparken og siden Mariaparken, men der var de heller ikke velkomne med deres klirrende flasker, gøende hunde og sommetider larmende adfærd.

Det er ikke nemt at være gadens folk i Vejle. For hvor må de egentlig opholde sig om dagen? Det svar er man i kommunen ved at finde et kvalificeret svar på.

- Vi har allerede sat gang i arbejdet og forhandler med konkrete steder. Vi skal have fundet nogle byrum, hvor vores udsatte borgere kan være og finde tryghed. Vel at mærke uden at genere den såkaldt almindelige vejlenser, siger Gitte Frederiksen (V).

Vi skal gøre mere. Især set i forhold til boliger. Men det er vigtigt, at der følger støtte med, da mange på grund af misbrug eller psykisk sygdom ikke kan bo selv uden at få hjælp.

Gitte Frederiksen (V)

Flere lever på gaden

Hun er formand for Vejle Byråds voksenudvalg, der sammen med arbejdsmarkedsudvalget og teknisk udvalg har sat ord på en hjemløsestrategi for de kommende tre år.

Målet er at nedbringe antallet af hjemløse, som der er blevet flere og flere af.

I 2009 havde 97 ikke noget tag over hovedet, sidste år var det tal steget med næsten 25 procent til 121. Heraf er mere en tredjedel unge i aldersgruppen 18 til 29 år.

- Den kurve skal vi have knækket. Håbet er, at alle byrådsmedlemmer bakker om den, men det forpligter også. For det er ikke gratis at ændre på tingenes tilstand, mener Gitte Frederiksen.

I strategien peger man på fire temaer, som kommunen i perioden 2019-21 skal arbejde målrettet med for at indfri målet - nemlig såkaldt housing first, anvisningsret, målrettede handlingsplaner og byens rum.

Mangler billige hjem

På tegnebrættet er mere konkret, at man med det samme vil tilbyde hjem til små penge med støtte. Man vil samarbejde med de almene boligforeninger om at stille flere mindre lejligheder til rådighed for målgruppen.

Derudover vil man blive bedre til at koordinere indsatsen for den enkelte borger samt - som det blev nævnt indledningsvis - skabe egnede rum i byen for de hjemløse.

- Vi skal gøre mere. Især set i forhold til boliger. Men det er vigtigt, at der følger støtte med, da mange på grund af misbrug eller psykisk sygdom ikke kan bo selv uden at få hjælp, siger Gitte Frederiksen.

Hjemløsestrategien er sendt i høring hos udsatterådet og skal siden vende kommunalbestyrelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce