Annonce
Børkop

De første sommerstrofer lød for 25 år siden

Niels Poulsen og Lions Club Børkop arrangerer de populære Sommerkoncerter på vandmøllen. I år er det 25 år i streg, de finder sted. Foto: Jørgen Flindt
Det er i år 25 år siden, at Sommerkoncerterne ved Børkop Vandmølle fandt sted første gang. Og i næsten alle årene har Niels Poulsen været en blæksprutte bag.

Børkop: Det var i midten af 1990'erne, at Finn Ziegler lod de første strofer flyde hen over brostenene i Børkop Vandmølles gård.

Sommerkoncerterne var en realitet, og der er de såmænd stadig her 25 år senere.

- Det var en succes fra start, og det er de stadig. Det er dog ret vejrafhængigt, så der kommer mellem 100 og 700 mennesker, siger Niels Poulsen, der er primus motor hos primus motoren.

Det er nemlig Lions Club Børkop, der sammen med Børkop Vandmølle og Vejle Kommune sørger for, at Sommerkoncerterne bliver til noget hvert år.

Og nu skal de atter til at finde sted.

- Det er en tradition, at vi byder på fire koncerter. Tre med gammeldags jazz og en med noget andet, siger han.

Creole Catz lægger ud

Det bliver Creole Catz, der lægger ud, når der er sommerkoncert med start søndag 9. juni.

Det er et band, som har været forbi vandmøllen før, og bandet står for en gang svingende jazz- og boogiemusik.

Næste band er det band, som ikke byder på jazz, nemlig Fede Finn & Funny Boyz. De er kendt for hittet om Kærligheden brænder, og så er bandet kendt for altid at levere en godt show fyldt med musik fra 60'erne og fremad.

Den koncert finder sted 16. juni.

Dernæst kommer der en sommerpause, før det 18. august er tid til East Harbour Jazz Band, som kan opleves på vandmøllen for første gang, og den 25. august sluttes der vanen tro af med af med Neanders.

Sommerkoncertene ved vandmøllen kom til verden i den tidligere Børkop Kommune. Kommunen ville gerne støtte en form for sommerunderholdning, men hvad skulle det være og hvor?

Der var tanker om, at det skulle være på Torvet i Ny Boder, men valgte endte med at være ved vandmøllen. Det var blandt andet den daværende kulturudvalgsformand Leif Skov, som var inde over politisk, men idémændene bag havde brug for en, som kendte til den musikalske verden, og det blev Niels Poulsen.

- Jeg havde gennem mit grafiske arbejde arbejdet med en del kunstnere, og jeg var selv meget musikinteresseret, så jeg forslog nogle navne, og det blev den måde, jeg kom med ind over, siger han.

I starten var han mest en sparringspartner, men senere fik han mere og mere ansvar for, at Sommerkoncerterne kørte efter planen. Og da Børkop Kommune skulle blive en del af Vejle Kommune, foreslog han, at det i stedet for kunne være Lions Club i Børkop, som står for arrangementet. Han var, og er stadig, medlem af Lions Club i Børkop.

- Det gør vi stadig, og så længe det er sjovt at arrangere dem, fortsætter vi med det. Og det er sjovt. Vi får nogle hyggelige stunder sammen, og publikum nyder det også. Det er bare en stor oplevelse at være med til, siger han.

Nu venter fire sommerkoncerter.

- Jeg havde tænkt, at fordi det er jubilæumsår, kunne vi gå efter en kunstner, som virkelige rammer et meget bredt publikum, så jeg undersøgte, om Birthe Kjær kunne komme forbi. Det kunne hun godt, men hun vil have sit ti mand store band med, og det er nu mere, end vores lille scenevogn trods alt kan klare. Og det var nu også for dyrt, så det blev ikke til noget, siger han og smiler.

Sommerkoncerterne starter på søndag, og de finder sted to gange i juni og to gange i august.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce