Annonce
Give

De handlende føler sig truet: Bestseller-tårnet gør ondt

Det er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der står bag planen om at skabe en hel ny bydel med navnet "Bestseller Village & Tower" i Brande med 7000 indbyggere. Illustration: Bestseller/handout/Scanpix

På Give Handel og Erhvervs generalforsamling blev det åbenbaret, at tårnet presser butiks- og handelslivet i Give, i hvert fald på det mentale plan. Og flere butiksejere siger, at de kan mærke en vis afmatning i kundetilstrømningen.

Give: Aktivitetsniveauet er højt, og der er flot opbakning til Give Handel og Erhvervs arrangementer, der spænder lige fra de to årlige skulpturfestivaler over "Knæk Cancer"ugen til årets store handelsbrag, "Black Friday".

Det fremgik af foreningens formand Susanne Sandholms beretning, og foreningens revisor Erling Lund kunne også berette om en god økonomi, idet man kan fremvise en kassebeholdning på små 400.000 kroner og et overskud for 2018 på 75.800 kroner.

Så der er faktisk en del at glæde sig over for medlemmerne af foreningen. Men der er alligevel et par småsten i skoene, som bevirker, at smilene ikke når helt op til øjnene.

Ude fra egnens nordvestlige hjørne tårner der sig nemlig et kæmpestort spøgelse op i form af "Bestseller Tower & Village". Det skal efter planen skal bestå af fire lavere højhuse og en ny bydel på størrelse med 88 fodboldbaner, hvor der skal være op til 60 butikker, boliger og hotel.

Annonce

Der er ingen tvivl om, at Bestsellertårnet er en reel trussel mod handelslivet her i Give. Jeg synes, der er grund til bekymring. Vi har set hvordan butiksdøden har ramt flere mindre byer, og jeg mener, at vi er nødt til allerede nu at reagere på, at vi om nogle år får så seriøs en konkurrent til vores kunder.

Claus Villumsen, uddeler i SuperBrugsen
"Jeg lytter, men jeg lover ikke noget." Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), var tirsdag aften med til generalforsamlingen i Give Handel og Erhverv. Foto: Jim Hoff

Vejle hårdere ramt

- Der er ingen tvivl om, at Bestsellertårnet er en reel trussel mod handelslivet her i Give. Jeg synes, der er grund til bekymring. Vi har set hvordan butiksdøden har ramt flere mindre byer, og jeg mener, at vi er nødt til allerede nu at reagere på, at vi om nogle år får så seriøs en konkurrent til vores kunder. Derfor må vi i gang med at lave en brandingplan for handelslivet i Give, og det skal vi have Vejle Kommunes hjælp til, lød det fra SuperBrugsens uddeler Claus Villumsen. Bemærkningerne var møntet på forsamlingen og ikke mindst borgmester Jens Ejner Christensen, der deltog i tirsdagens generalforsamling.

Tårnets bivirkninger i forhold til handelslivet er man ifølge borgmesteren såmænd også opmærksomme på i den kommunale hovedstad.

- Tårnet i Brande har politisk bevågenhed, og kommunen er på vej med et strategiseminar om forandringerne i detailhandlen. Der er meget store forandringer i detailhandlen, og hvis jeg skal være ærlig, er det mit indtryk, at gågaden i Vejle er noget hårdere ramt end eksempelvis handelslivet i Give med hensyn til butiksdød, lød en del af svaret fra Jens Ejner Christensen.

Borgmesteren var i forhold til Bestsellertårnet i Brande også inde på, at det er hans vurdering, at det i højere grad vil blive storcentrene i Herning og Kolding, der vil komme til at mærke konkurrencen fra Bestseller Tower & Village frem for Give.

Tårnet vil kunne ses helt i Jelling: På en klar dag vil det være muligt at skimte en 320 meter høj skyskraber, hvis du står på Thyras Høj og kigger mod nordvest. Illustration: Bestseller

Med hjem

Det svar var efter Claus Villumsen ikke konkret nok. Han efterlyste kommunale midler.

- Vi er selv i gang med en forbrugeranalyse og en analyse af kundernes behov. Vi er også i gang med at stable en Facebook-side for Give Handel og Erhverv på benene. Men vi vil gerne have flere penge til arrangementer, og vi ønsker os brændende digitale infotavler ved de tre indfaldsveje. Vi kan jo se, at City Vejle hvert år får tilført 2 millioner kroner fra kommunen til branding, så hvis nu du (borgmesteren, red.) kan give os bare 1 million kroner de næste tre år, så ville det være fint, lød det fra uddeleren med et skævt smil efterfulgt af inciterende teaterklapsalver fra forsamlingen.

Indlægget fra uddeleren udløste på trods af forsamlingens store opbakning dog ikke en straks-check fra borgmesteren til det gode formål, men som den drevne politiker sagde, så havde han "noteret sig byens ønsker og behov og ville tage dem med hjem på borgmesterkontoret til videre bearbejdning".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce