Annonce
Egtved

De har ventet og ventet: Nu bliver skabt plads til 40 nye boliger

Når de arkæologiske undersøgelser er gennemført, kan de store maskiner køre ind på området nordøst for Steen Blicher Vej, og byggeriet af nye boliger gå i gang. Arkivfoto
Der mangler blot nogle arkæologisk udgravninger, inden byggemodningen af område Steen Blicher Vej kan gå i gang. Her udstykkes 14 parcelhusgrunde og 26 tæt-lav-boliger.

Bredsten: Længe har borgerne i Bredsten spejdet efter byggegrunde og nye lejeboliger. Derfor var der stor glæde i byen, da et stykke jord nordøst for Steen Blicher Vej i 2017 blev solgt med henblik på at opføre en række nye lejeboliger, som der længe har været stor efterspørgsel på. Forskellige udfordringer har imidlertid forsinket byggeriet, men nu er det ved at være opover, at arbejdet kan gå i gang.

Det fortæller Simon Jensen fra Jensen Ejendomsinvest ApS, der ejer en del af området. Den anden del er for nylig solgt fra til et andet ejendomsinvesteringsselskab, der vil opføre 26 såkaldte tæt-lav-boliger ud mod Steen Blicher Vej. På den del af området, som Jensen Ejendomsinvest ApS ejer, bliver der udstykket i alt 14 parcelhusgrunde, hvortil der er megen efterspørgsel på, blandt andet fra børnefamilier, der ønsker at flytte til byen.

- Vi afventer lige nu en tilbagemelding fra VejleMuseerne, som nylig har været ude og gennemføre nogle forundersøgelser. Arkæologerne fandt i alt fem steder, som skal undersøges nærmere. Hvornår de undersøgelser går i gang, og hvor lang tid de forventes at tage, afventer vi nu svar på, fortæller Simon Jensen.

Vi afventer lige nu en tilbagemelding fra VejleMuseerne, som nylig har været ude og gennemføre nogle forundersøgelser. Så snart museet har sagt god for det, kan vi gå i gang.

Simon Jensen, Jensen Ejendomsinvest ApS

Afventer bare grønt lys

Herefter forventer han, at byggeriet snart vil kunne sættes i gang. Det gælder også den del af området, som det andet ejendomsinvesteringsselskab nu ejer.

- Vi er meget langt med planlægningen, så når museet har sagt god for det, er vi klar til at gå i gang. Jeg ved, at det andet selskab også er meget langt med planlægningen og har planer om at gå i gang snarest, siger han.

Mere konkrete planer for området ved Steen Blicher Vej forventes at blive præsenteret på det kaffemøde, som borgmester i Vejle Kommune Jens Ejner Christensen holder i Bredsten onsdag 28. august. Det sker i Café Blicher klokken 16-18.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce