Annonce
Hedensted

De kommunalt ansatte er landets næstmest raske

De mere end 3000 fuldtidsansatte i Hedensted Kommune har på et år godt 13.000 færre sygedage end eksempelvis Frederikssund Kommune. Arkivfoto: Søren E. Alwan
En længerevarende indsats mod at forebygge sygefravær sender nu Hedensted Kommune til tops - til fordel for både medarbejderne, borgerne og kommunekassen.

Hedensted: På seks år er det lykkes Hedensted Kommune at skrue medarbejdernes sygedage ned med hele 6500 dage.

Med gennemsnitligt 10,1 sygedage pr. medarbejder kan kun Lemvig Kommune nu bryste sig af et lavere sygefravær. Til sammenligning er en gennemsnitlig medarbejder på tværs af kommunerne syg i præcis 12 dage.

Det fremgår af en ny opgørelse fra KRL, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, og tallet er et direkte resultat af en målrettet indsats, der strækker sig tilbage til 2012.

- Udviklingen handler om, at vi har sat fokus på det og skabt en ny kultur på arbejdspladserne. Medarbejderne er med i en sundhedsordning, så vi kan fange smerter, inden det kræver sygemelding. Der bliver fulgt op på sygemeldinger for bedre at bevare den ansattes tilknytning til arbejdspldasen. Og vi er hele tiden opmærksomme på at se i tallene, om der er noget, vi skal gribe fat i, inden det stikker af, siger Thomas Frank, leder af HR, politik og udvikling i Hedensted Kommune.

Fordi kommunen særligt inden for det korte sygefravær ligger godt, er det nuværende indsatsområde primært at få nedbragt det længere sygefravær yderligere.

Det er kolosalt vigtigt, at vi gør meget ud af at bevare en sygemeldt medarbejders tilknytning til arbejdspladsen. Al forskning viser, at hvis man bare parkerer vedkommende hjemme i fire uger, risikerer man i højere grad ikke at komme tilbage overhovedet.

Thomas Frank, leder af HR, politik og udvikling i Hedensted Kommune

Kontinuitet og økonomiløft

Med lidt over 3000 ansatte svarer fraværet til, at de lokale ansatte havde godt 13.000 færre sygedage sidste år sammenlignet med bundskraberen Frederikssund Kommune på stort set samme størrelse.

Og det er ikke bare en gevinst for de medarbejdere, der i mindre grad må blive liggende i sengen med stress, ondt i ryggen eller influenza - også borgerne og kommunekassen nyder godt af indsatsen.

- Vi skal finde penge i budgetterne, men det er trods alt færre penge, end hvis fraværet var højere. Samtidig oplever vores børn og ældre en større kontinuitet og genkendelighed hos personalet. Helt generelt er det lave fravær et symptom på, at vi har gode arbejdspladser med dedikerede, veltrivende ansatte, som gerne går en ekstra meter for sine kolleger, selvom man føler sig småsløj, siger Thomas Frank.

Selvom Hedensted Kommune er kravlet op på andenpladsen som stedet med næstfærrest sygedage, er sygefraværet rent faktisk vokset med 0,1 dag pr. ansat siden 2017. Tallet er dog så lille, at Thomas Frank afskriver det som tilfældigheder, snarere end en klar, negativ udvikling.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce