Annonce
Hedensted

De kommunalt ansatte trives, men ønsker bedre balance mellem tid og opgaver

Folkeskolelærere, sosuassistenter og andre kommunalt ansatte har svaret på, hvordan de trives med at arbejde i Hedensted Kommune. Arkivfoto
En trivselsmåling viser, at 85 pct. af de ansatte er tilfredse med deres arbejde i Hedensted Kommune. Dog ønsker de ansatte bedre udviklingssamtaler og flere ressourcer.

Hedensted: 2662 ansatte i Hedensted Kommune, hvilket svarer til 89 pct. af medarbejderne, har for nylig svaret på, hvordan de trives i deres job.

Og helt overordnet set er der stor tilfredshed blandt de ansatte. 92 pct. af medarbejderne føler sig således motiverede og engagerede i deres arbejde, 85 pct. er alt i alt tilfredse med deres arbejde, og 87 pct. ønsker at være ansat om et år.

Også på de fagområder, hvor sammenligning er mulig, nemlig skoler, dagtilbud og social omsorg, er medarbejderne i Hedensted Kommune mere tilfredse end i andre kommuner, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Der er dog også ting, som ikke fungerer så godt. Færre har haft medarbejderudviklingssamtaler, og eksempelvis får udsagnet: "Jeg oplever, at der er overensstemmelse mellem ressourcer, opgaver og krav" den laveste score ud af de mange spørgsmål, medarbejderne har svaret på.

Også når man sammenligner med andre kommuner, ser det ud til, at netop balancen mellem ressourcer og opgaver er en udfordring.

- Alle gør, hvad de kan for at løse så meget så muligt inden for den stillede ramme. Der er hele tiden brug for at arbejde på nye måder – både på strategisk niveau og i hverdagens konkrete opgaveløsning, hvad enten det er i hjemmeplejen, børnehaven, administrationen eller et fjerde sted, fortæller kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller.

At man løbende skal udvikle sine måder at løse opgaverne på, er naturligvis ikke uden udfordringer, forklarer kommunaldirektøren.

Også Ole Bjerre Martinussen, der er næstformand i Hovedudvalget, er glad for resultaterne:

- Det er rigtig godt at konstatere, at der generelt er en god trivsel, men lige så vigtigt, at vi nu – i fællesskab - tager fat på arbejdet med at følge op på resultaterne indenfor de forskellige områder og ser på de udfordringer, der naturligvis også er, særligt balancen mellem ressourcer og opgaver.

370 ledere og tillidsvalgte var forleden samlet til stormøde for at aftale, hvordan man følger op på undersøgelsen.

Målingen laves af Rambøll hvert andet år. Sammenligningen med andre kommuner baseres på 20 kommuners medarbejderundersøgelse de seneste tre år.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce