Annonce
Vejle

Røde faner ramt af corona: 1. maj fejres på nettet og ved Rørbæk Sø

Folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt talte i Mariaparken 1. maj 2018 - i år taler hun også til vejlenserne, men det sker via Facebook. Arkivfoto: Mette Mørk
Arbejdernes kampdag bliver helt anderledes i år. Her er fire bud på, hvordan du kan svinge med de virtuelle røde faner.

Vejle: I morgen er det fredag - og 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Dagen fejres traditionelt med taler, røde faner, fællessang, kaffe og lidt stærkere våde varer.

Men coronakrisen sætter en stopper for alt det, vi plejer at forbinde med kampdagen.

Vejle Amts Folkeblad giver her et lynoverblik, hvordan du kan være med i kampen alligevel.

1. 3F Vejle går på nettet

I Vejle er det traditionelle arrangement i Mariaparken aflyst på grund af coronatruslen.

Det samme er det lige så traditionelle morgenmøde hos 3F - dog gennemføres mødet som et virtuelt morgenmøde med taler og musik, men uden deltagere.

Under overskriften "Fællesskab og sammenhold - hver for sig" sender 3F Vejle fra klokken 8.30 mødet live på afdelingens Facebook-side, hvor seerne i sikker social afstand kan høre taler af 3F-forbundsformand Per Christensen, tillidsrepræsentant Thomas Jacobsen og 3F-lokalformand Martin Jensen.

2. Mette F. direkte fra Arbejdermuseet

Socialdemokratiet kobler sig på partiets livesending på Facebook fra Arbejdermuseet klokken 9 med taler af statsminister Mette Frederiksen, MF Mogens Jensen og ungdomsformand Frederik Vad.

3. SF er klar med Søvndal

SF Vejle kobler sig på sit moderpartis sending på Facebook fra klokken 9 med taler af MF Karina Lorentzen Dehnhardt og tidligere partiformand Villy Søvndal.

4. De røde flag løftes ved Rørbæk Sø

"Der er altid plads ved Rørbæk Sø." Sådan skriver arrangørerne bag en mindre sammenkomst på Give-egnen. En gruppe på maksimum 10 personer mødes ved ishuset ved Rørbæk Sø klokken 14.10.

Herefter indtager de i samlet flok, med minimum to meters afstand mellem hinanden, toppen af den store bakke ved søen. Sammen og på afstand. Der vil blive holdt taler, og der vil blive snakket en del om alt det, man ikke forstår.

Kender du til yderligere 1. maj-arrangementer i Vejle Kommune? Så skriv gerne til journalist Palle Søderberg, paso@vafo.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce