Vejle: Hvor må de unge være unge og larme i Vejle?
Det spørgsmål står ubesvaret tilbage, efter at Vejle Byråd i denne uge sagde nej til et forslag om tryghedsvagter, der skal sørge for mere orden og lavere musik på nogle af de steder, hvor de unge mødes.
Forslaget kom fra viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K). At hans forslag blev afvist, betyder dog ikke, at problemet nu er løst.
- Nej, det mener jeg ikke. Og det værste er, at jeg ikke har et svar til de mange, der kontakter mig for at påpege især støjproblemet. Jeg har noteret mig, at politiet har lovet en mere offensiv indsats med blandt andet konfiskation af de soundboxe, der er et af de store problemer. Men jeg ville gerne stoppe tingene, før det bliver til politisager, siger Dan Arnløv Jørgensen.
Forening melder pas
Et af de steder, hvor der er problemer, er ved Ragnarok Skatepark i Jelling. Den ejes af Jelling forenede Sportsklubber (JfS).
JfS har meddelt kommunen, at man ikke længere vil stå med ansvaret for, hvad der sker i området. Ud over de soundboxe eller højttalere, som man i dag kan køre rundt med i en rygsæk, mens de spiller, er der i Jelling også problemer med almindeligt svineri, glasskår og alkohol.
Ole Holmgaard er øverste formand i JfS. Han skrev i et opslag på Facebook 3. april i år:
"Unge, der bruger Ragnarok Skatepark Jelling, vil jeg bede om, at de ikke bruger musik. Vi kan ikke være bekendt, at beboere i Jelling skal opleve den larm fra store musikanlæg. Jeg vil bede forældre om at tale med de unge. God påske."
Krav om undskyldning
Det kastede en lavine af kommentarer af sig, hvoraf en gik på, at enten skulle han fremsætte en offentlig undskyldning, eller også ville der blive forsøgt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling i JfS med det formål at vælte ham som JfS-formand, fordi han efter indlæggets forfatters mening havde misbrugt sin post.
Vi gentager lige, hvad Ole Holmgaard selv skrev i en kommentar til påstanden om, at han misbrugte sin titel: "til info er JfS ejer".
Formand vil ikke være politibetjent
- Det er træls og kan ikke være rigtigt, at jeg som frivillig skal være eller finde nogen, der skal være politibetjent. Vi er ikke meget for at skulle sætte hegn op. Det ligger i skaterkulturen, at der ikke skal reguleres ret meget. Problemerne har været der længe, men det er eskaleret helt vildt i coronatiden. Nogen kommer udefra, måske fordi de er blevet afvist andre steder. Men der er også den udfordring, at der kommer forældre med små børn på løbehjul eller cykel. Det er stedet ikke beregnet til, og det giver konflikter mellem brugergrupperne, siger Ole Holmgaard.
Ole Holmgaard, formand, Jelling forenede SportsklubberDet er træls og kan ikke være rigtigt, at jeg som frivillig skal være eller finde nogen, der skal være politibetjent.
Problemer i de få åndehuller
Dan Arnløv Jørgensen fortæller, at han fra Vejle får henvendelser om støjproblemer fra naboer til byens to eneste parker - byparken og havnen. Kajakøen ved lystbådehavnen udmærker sig ved en større mængde skiltning.
- De virker ikke, konstaterer Dan Arnløv Jørgensen.
Conni Bellmann og Klaus Kaack Andersen bor i Bølgen, hvor han er formand for en af ejerforeningerne. De fortæller, at der har været generende larm til klokken 2 en søndag nat, hvor politiet blev tilkaldt.
Et par stykker er flyttet fra området af samme årsag. Det var især i den varme sommer 2018, at stedet blev "opdaget" som festterræn. De unge kommer gående, cyklende eller på knallerter, så de er fra nærområdet.
Blev truet
- Jeg er selv gået ned for at bede de unge dæmpe musikken. Men jeg holdt op, fordi jeg blev truet. Vi har flere gange henvendt os til politiet. I starten sagde betjentene, at det havde man ikke ressourcer til at tage sig af. Men da der begyndte at komme stofhandel, begyndte politiet også at komme forbi. Det har flyttet stofhandelen, men ikke larmen, siger Klaus Kaack Andersen.
- Vi havde på forhånd advaret kommunen om, at de med Kajakøen var ved at indrette en festplads. Men det blev affærdiget med, at vi fik en flot bygning at se på. De unge skal have lov at være unge, og de skal have et sted at være. Hvor ved jeg ikke. Men hvis de bestemmelser, der er, blev håndhævet i en periode, så tror jeg, det kunne hjælpe, siger Conni Bellmann.
Problem: Ja. Løsning: ?
Da byrådet talte om sagen, anerkendte flere politikere, at der er et problem. En af dem var den radikale Torben Elsig:
- Hvor kan man være ung i den her by? Jeg er enig i, at det ikke skal være foran Bølgen. Men hvor så, spurgte han.
Uden at få svar.
Dan Arnløv Jørgensen har fundet ideen om tryghedsvagter i politiforliget på Christiansborg. Han ved godt, at en del af modviljen mod hans forslag er ordet "vagter".
- Men det er altså ikke noget specielt. Vi bruger vagter overalt: På gågaden, i butikker, på stadion, nogle gange endda på rådhuset. Det er forskellige grupper, der skaber problemerne - nogle steder er det de udsatte, andre steder helt almindelige unge. Men problemet er det samme: Larm og at én gruppes opførsel skræmmer andre fra at bruge byens åndehuller. Det er ikke i orden, fastslår Dan Arnløv Jørgensen.
Han mener, at nogle af hans politiske kolleger i byrådet bagatelliserer problemet.
- Byen er ved at ændre sig, og den vokser kraftigt. Det er ikke alle, der ved det. Der er jo mange i Vejle Byråd, der ikke bor i byen, siger han.
Borgmester: Kom til Vindelev
Borgmester Jens Ejner Christensen (V) sagde, at ude ved ham i Vindelev er det nærmest et privilegium, når det larmer lidt.
- Det er så roligt, hvor jeg bor, at jeg melder mig til, at de kommer og larmer i vores have.
Det fik SF's Lone Myrhøj på banen med en tanke om at arbejde for en natbus mellem Vejle og Vindelev. Hun havde fremsendt et ændringsforslag fra SF om, at man i stedet for tryghedsvagter skulle ansætte flere opsøgende medarbejdere, der kunne hjælpe de mennesker, der skulle have brug for det.
DF: Ordentlig opførsel ønskes
Kenneth Fredslund fra Dansk Folkeparti sagde i byrådsmødet:
- Der skal være plads til alle. Det skal de unge også forstå. Der er ikke bruge for opsøgende kommunale medarbejdere. Der er brug for ordentlig opførsel.
Både forslagene fra Konservative og SF blev nedstemt.
Socialdemokratiets Johnny Beck sagde:
- Jeg tror og håber, at politiet vil være lidt mere til stede rundt omkring. For to-tre år siden havde vi en snak om det her, og da sagde politiet, at der var behov for skiltning. Nu er der et skilt om, at man ikke må være der efter klokken 22, så politiet har redskaberne til at gøre noget.