Vejle: Café Parasollen fik torsdag overrakt 50.000 kroner, som er kommet ind ved salget af den skulptur, som billedhuggeren Henrik Busk Andersen sidste år skænkede til Vejle med netop dette formål.
Samtidig blev det annonceret, at der i 10 år fra 2021 skal uddeles en ny pris, der kaldes "Årets Brobygger". Alle kan bidrage med forslag til kandidater.
Begge dele blev annonceret af sognepræst ved Mølholm Kirke Erik Steen Nielsen, der er med i styregruppen bag Brobyggeren.
Parasollens daglige leder, Lillian Stephansen, sendte en stor tak til Henrik Busk Andersen for hans storsind, giversind og samfundssind.
Gitte Frederiksen (V), formand for voksenudvalgetJeg håber, du fortsat med din kunst vil ryste, provokere og samle os, for det har vi brug for.
- Hans projekt viser med stor tydelighed, at der er sammenhængskraft i vort samfund, når et projekt som dette søsættes. Vi ønsker i KFUM's Sociale Arbejde at "sætte spor i hinandens hjerter". Det er et motto, som vi både tror på og også oplever ske i vores hverdag her. For hver eneste dag er vi så heldige at erfare, hvordan vores gæster og daglige brugere sætter spor i vores hjerter ved at tillade os at komme tæt på dem og deres fortælling. Det kræver tillid fra deres side og beriger vores hverdag så meget, sagde Lillian Stephansen.
Nu er der råd til aktiviteter
Med de ekstra penge bliver det muligt at tilbyde aktiviteter som fællesspisning, udflugter, banko, bowling og biografture.
Et sted for alle
Café Parasollen har som formål er at tilbyde et alkohol- og stoffrit værested med aktivitets- og resocialiseringstilbud til alle voksne uanset køn, alder og etnisk herkomst.
Formanden for voksenudvalget under Vejle Byråd, Gitte Frederiksen (V), så Parasollen som brobygger mellem mennesker på "den smukkeste, varmeste og ypperligste" vis og supplerede med en tak til kunstneren:
- Du har fået os til at tænke ud over økonomi og til tider praktisk bøvl, hvor dagligdags små dumme ting tåger vores glæde og sind. Du er kommet med noget - undskyld - så simpelt som, at vi skal række ud til hinanden. Det burde vi bare gøre, men sådan er det ikke, så stor tak til dig for at åbne vore øjne, fordi det enkle kan være så svært. Jeg håber, du fortsat med din kunst vil ryste, provokere og samle os, for det har vi brug for, sagde hun blandt andet.
Erhvervslivet var repræsenteret ved formanden for Business Vejle, Peter Skou. Han bebudede, at foreningen ville købe og bruge Brobyggeren til sine gæster og dermed hjælpe med at skaffe penge til Café Parasollen.