Annonce
Billund

De store uenigheder udeblev ved Venstre-kandidaternes første præsentation

Ivar Nørlund, Stephanie Storbank, Peter Fredensborg og Anna Jakobsen svarede på skift på spørgsmål fra Venstres medlemmer. De fire ønsker alle at blive partiets spidskandidat ved næste års kommunalvalg. Foto: Alex Hermann
Rent politisk er der næppe den store forskel på de fire kandidater, der ønsker at blive Venstres bud på en kommende borgmester. Første præsentationsrunde viste, at de i store træk er enige politisk.
Annonce

Billund Kommune: De store uenigheder var vanskelige at få øje på, da Venstres medlemmer mandag aften havde mulighed for at blive klogere på de fire personer, der har lagt billet ind på at blive partiets bud på en ny borgmester i Billund Kommune.

Omkring 20 medlemmer af kommunens største parti tilbragte deres aften i Hejnsvig Forsamlingshus, hvor de fire kandidater på skift svarede på, hvordan de vil binde kommunens byer bedre sammen, hvordan de vil gøre kommunen mere attraktiv for tilflyttere, om en motorvej bør gå øst eller vest om Billund, og hvordan de som borgmester ville reagere, hvis Lego pludselig lukkede og dermed ændrede kommunens indtægtsmuligheder ganske radikalt.

Nok var der undervejs lidt forskellige idéer og tanker, men de gnubbede ord i retning af konkurrenterne udeblev, og de store uenigheder var da også ganske vanskelige at få øje på.

- Lad os oprette et ja-kontor, hvor vi kan sige ja til nogle af de mange gode idéer, som vores borgere har, foreslog Anna Jakobsen med henvisning til, at en sådan idé fungerer upåklageligt i Helsingør Kommune.

Annonce

Øst eller vest?

Et af de meget få områder, hvor der var decideret uenighed mellem kandidaterne, er spørgsmålet om, hvorvidt en eventuelt kommende motorvej skal gå øst eller vest om Billund. På spørgsmålet, som i parentes bemærket bliver behandlet i Folketinget og ikke i byrådet, stod Peter Fredensborg alene med holdningen om, at vejen bør gå øst om Billund.

- Selv hvis motorvejen skulle komme til at ligge øst om Billund, tror jeg godt, at man kan få erhvervsudvikling til gavn for hele Billund Kommune ud af det, sagde Peter Fredensborg med henvisning til, at en østlig linjeføring vil betyde, at vejen muligvis slet ikke kommer over kommunegrænsen, men alene vil ligge i Vejle Kommune.

Møde igen på torsdag

Torsdag aften får Venstres medlemmer igen mulighed for at møde de fire kandidater og stille dem spørgsmål om, hvorfor netop de skal være Venstres spidskandidat.

Mødet finder sted på Hotel Refborg og begynder klokken 19.

Den 24. november holder Venstre opstillingsmøde. Det foregår i Magion i Grindsted.

Andre tilhængere af en østlig linjeføring har påpeget, at en motorvej ned midt imellem Billund og Grindsted kan risikere at dele kommunen i to. Det er dog ikke alle kandidater, der tror på det.

- Jeg er ikke så bange for, at en motorvej vest om Billund kommer til at splitte kommunen. Jeg tror nærmere, den kan komme til at binde os sammen, så der kan ske udvikling på begge sider af, lød det fra Ivar Nørlund.

Annonce

Stærkere bånd til DF og K

Venstre er traditionelt det parti, der trækker flest stemmer i Billund Kommune, og i denne periode bliver der arbejdet tæt sammen med Socialdemokratiet. Det vil Peter Fredensborg gerne fortsætte med, men han vil gerne have mere fokus på samarbejde med de traditionelle blå partier.

- Jeg vil gerne knytte stærkere bånd til de mindre partier, navnlig Dansk Folkeparti og Konservative, end tilfældet er i dag. Vi har på mange måder et fint samarbejde med Socialdemokratiet, og det er bestemt vigtigt. Men det er faktisk også lettere at samarbejde til den side. For sagen er, at når to store partier kan finde sammen om løsningerne, bliver det også lidt lettere at få de mindre partier med bagefter. Men det er også en strategi, der ikke er uden risiko. I hvert fald ikke hvis samarbejdet med Socialdemokratiet bliver på bekostning af samarbejdet med vores naturligt allierede, sagde Peter Fredensborg.

Annonce

Fokus på velfærd

De fire kandidater var enige om, at Billund Kommune skal have fokus på en sund økonomi, som er fundamentet for velfærd. Netop velfærd er et område, som Venstre godt kan markere sig kraftigere på, lød det fra kandidaten fra Stenderup-Krogager.

- Det er som om, at det er Socialdemokratiet, der er garant for den gode normering eller den gode ældrepleje. Den velfærdsdagsorden skal vi tage tilbage, og jeg tror, at jeg med min profil kan appellere til nogle S-vælgere. Jeg tror også på, at jeg med min alder kan appellere til nogle, som måske ikke er den gængse Venstre-vælger, lød det fra Stephanie Storbank.

Det er den 24. november, at Venstres medlemmer skal tage endeligt stilling til, hvem der skal være partiets bud på en kommende borgmester.


Det er som om, at det er Socialdemokratiet, der er garant for den gode normering eller den gode ældrepleje. Den velfærdsdagsorden skal vi tage tilbage, og jeg tror, at jeg med min profil kan appellere til nogle S-vælgere. Jeg tror også på, at jeg med min alder kan appellere til nogle, som måske ikke er den gængse Venstre-vælger.

Stephanie Storbank
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Politikerne har været til terminsprøve: Læs, hvad de siger til karaktererne

Annonce