Annonce
Debat

Debat: Da Martin Rossen kiggede forbi…

Annonce

Politik: En søndag formiddag i begyndelsen af august 1999 sad jeg på mit kontor i Socialdemokratiet på Thorvaldsensvej, da telefonen ringede. I røret var Martin Rossen; i dag statsministerens stabschef. Vi var en slags kolleger, da Martin var international sekretær i DSU, jeg i Socialdemokratiet. Samtidig klikkede vi og var blevet venner; ordnede gerne verdenssituationen over en kop kaffe, kørte motorcykel og hudflettede politiske modstandere - og venner der var på afveje - i ramsaltede avis kommentarer.

Martin havde brug for, at vi sås snarest og en halv time senere sad han på mit kontor: Han og en ven var blevet overfaldet i Fælledparken aftenen forinden. Ganske uprovokeret havde en flok indvandrerdrenge overfaldet de to med spark og slag – hans ven havde fået en flaske i ansigtet. Martin var mest bekymret for, om vennen ville få varige skader på øjet.

Martin havde samme nat skrevet en kommentar, som han gerne ville vende med mig. Som altid var indlægget velskrevet. Pointen var vrede og frustration over angrebet. Men Martin fremhævede samtidig, at han forstod indvandrernes magtesløshed og frustration over en stadig større samfundsmæssig isolation. Martin lagde i både indlægget og vores samtale vægt på, at han støttede en bedre og mere human udlændingepolitik og at han var stærkt bekymret over den tiltagende racisme. Martin konkluderede, at han fortsat troede på, at Danmark ”kan blive et samfund for alle med plads til alle og brug for alle”. Indlægget blev bragt i Politiken den 14. august 1999.

Jeg havde ikke før oplevet Martin Rossen i en krisesituation. Og var ærlig talt imponeret over, hvordan han – i en alder af 23 – evnede at holde hovedet koldt. Han håndterede angrebet med omtanke og var samtidig meget opmærksom på, at en sådan enkelt hændelse – hvor ubehagelig den end var – ikke måtte få lov til at vælte hans verdensbillede og hans tro på det gode i mennesket.

Jeg kom til at tænke på denne episode, da regeringen for nylig fremlagde sin såkaldte sikkerhedspakke, angiveligt for at komme bandekriminaliteten til livs. En pakke, der indeholder ”en massiv udvidelse af overvågning af borgerne” med statsministerens egne ord. Samt etablering af en grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, som er endnu en pind til den frie bevægeligheds ligkiste i Norden og EU. I betragtning af, at kriminaliteten er faldende, er statsministerens alarmistiske ageren og tone både voldsom og ude af proportion – og risikerer at gå ud over den tillid mellem borgerne, som Mette Frederiksen hylder ved andre lejligheder.

I stedet for at handle i panik burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af Martin Rossens kloge og tænksomme reaktion. Dengang i sommeren 1999…

Erik Boel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Folkene bag Vejles festlige natteliv håber på genåbning, men tvivler på, at den kommer snart

Billund

To biler stødte sammen i tæt trafik

Annonce