Annonce
Debat

Debat: Det værste og det bedste ved moderskab anno 2020

Marie Hundesbøll Plum påpeger med rette, at det ikke er en gratis omgang for vores samfund, hvis vi kun har blik for, at vi har en vigtig karriere på arbejdsmarkedet.

I dag ni måneder før juleaften fejrer Folkekirken ”Mariæ Bebudelsesdag”. Som den eneste dag i hele kirkeåret er der altså fokus på en kvinde, en mor, Jesu mor. Så står Maria ellers der smidt ud i en eksistentielt set fuldstændig ny situation.

Det samme sker for utallige kvinder hvert år. I gennemsnit er den danske kvinde nu 29 år, når hun for første gang bliver gravid. Det er befriende, at så forholdsvis mange unge kvindelige forfattere i disse år skriver om, hvor følelsesmæssigt modsætningsfyldt det er at blive mor.

Cecilie Lind skriver eksempelvis i sit rå, rørende langdigt ”Mit barn” (Gyldendal, 2019): ”Jeg er en anden, end jeg var. Jeg aner ikke hvem. Jeg ved bare, at jeg er så fuld af kærlighed, at det ikke er til at holde ud. Mit hjerte gror. Jeg kan mærke udvidelsen. Skrøbeligheden. Det ømme hjerte. Blåt og gult af at elske.”

Det har alle dage været både vidunderligt og skrækkeligt at blive mor: Det vidner alle de gamle fortællinger om inklusive dén om Jesu mor Maria, som vi følger i evangeliet helt frem til, at hun ubærligt bliver vidne til sin voksne søns tortur og død.

Alligevel er det en tanke værd, om der er tendenser i vores kultur, der gør moderskabet endnu mere besværligt at være i sammenlignet med for bare en generation siden?

Familievejleder Lola Jensen er for eksempel inde på, at usunde sammenligninger og helt urealistiske forventninger til ’projekt familie og børn’ har gjort moderrollen mere udfordrende i dag: ”I dag er der 180 procents forventninger til krop, sundhed, søvn… Det er det, der er forskellen på nu og tidligere.” (Kristeligt Dagblad 14/9-19). Hun opfordrer nutidens mødre til at blive bedre til at sige pyt, hvile i alt det uperfekte og være stolte af sig selv.

Ud over denne individuelle stræben mod det unikke og perfekte bidrager vores samfund som helhed dog heller ikke til, at en mor føler sig anerkendt og stolt, hvis hun vælger at gå hjemme og passe sine børn, mens de er små. Journalist Marie Hundesbøll Plum, der i fem år selv har passet sine børn, bruger derimod direkte udtrykket ’mom-shaming’ om de reaktioner, hun generelt har mødt fra omgivelserne i forhold til sit valg: ”Maskuline værdier rangerer højest i vores kultur, hvorimod feminine værdier (såsom omsorg og det at passe børn og hinanden) rangerer lavest. Det, der har værdi, er vækst, individualisme og nyttemaksimering. Humanisme, fællesskab og trivsel er ikke noget, vi som samfund har fokus på og vægter højt” (Kristeligt Dagblad 16/9-19).

Marie Hundesbøll Plum påpeger med rette, at det ikke er en gratis omgang for vores samfund, hvis vi kun har blik for, at vi har en vigtig karriere på arbejdsmarkedet. Det har vi også som forældre og også her har det konsekvenser, hvis vi er fraværende og kun yder en ringe arbejdsindsats. Prisen for vores manglende nærvær og passion betaler vores børn i form af dårlig tilknytning.

Forskningsprojektet ”Den psykologiske arv” (Agnete Diderichsen, 2018) har således påvist, at mere end 50 procent af de undersøgte førstegangsgravide havde en utryg tilknytning til deres egne forældre. Der er altså slået skår i deres grundlæggende følelse af at være tilstrækkeligt elsket og beskyttet under barndommen med de konsekvenser, det kan få for deres egne forældreegenskaber.

Ikke mindst afhandlingen ”Moderskab, tro og eksistens” (Christina Prinds, 2015) har ført til udviklingen af et nyt samarbejde mellem jordemødre og folkekirkens præster: ”Samtaler for gravide” (drejebog ved sognepræst Helene Ferslev og forskningschef Henrik Norholt, 2018).

Målet med disse samtaler med små grupper af gravide er to ting: At fremme tilknytningen mellem den vordende mor og det barn, hun venter. Samt først og sidst at skabe et empatisk og ikke-dømmende rum, hvor der frit kan tænkes højt om alle de temaer, som forskning viser, fylder hos gravide: Graviditeten, det ufødte barn, mig som mor, familiedannelsen, fødslen og endelig livet med det lille barn.

For dét at blive gravid er både før og nu en livsomvæltning, hvor behovet for den fordomsfrie menneskelige samtale trænger sig på. Det minder Mariæ Bebudelsesdag os hvert år om i kirken, hvor vi kommer tæt på historien om en kvinde, en vordende mor.

Eller som Lotte Lyngby slutter sin bog ”Den mor jeg var” (Eksistensen, 2018):

”Jeg er mor. Jeg er for altid mor. Det er det værste og det bedste. Det er allermest det bedste”.

Birgitte Molin
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Annonce