Annonce
Debat

Debat: Foråret, der SKAL forsømmes. I denne påske afgøres det, hvilket slags menneske du er

April er den allermest yndlings af alle yndlingsmåneder. Lyset er vendt tilbage, alt spirer, intet er afblomstret; vi har stadig alt det gode foran os. I foråret kommer vi ud af vores huler og søger sultent mod hinanden om alt det, der kendetegner årstiden. De dejligt skæve helligdage, konfirmationerne, motionsløbene, festivalerne.

Men i år er det kun naturen, der følger kalenderen.

Alt det, vi plejer at gøre sammen, er under belejring. Det er mange uger siden, vi har delt luft med fremmede mennesker, gnubbet skuldre med andre pendlere eller krammet vilkårlige bekendte.

Min fysiske omgangskreds består primært af mennesker, jeg selv har født. De er fine nok, det er ikke dét. Men jeg længes.

Længes mod at grine højt i kantinen. Længes mod tempereret rosé med gode veninder. Længes mod det store jyske frokostbord med mine søskende, forældre, niecer og nevøer. Længes mod at løbe i flok.

Den seneste tid har fået os til at sætte pris på den frihed, vi normalt tager for givet. Frihed til at rejse. Frihed til at forsamles. Og ikke mindst frihed til at dyrke egoismen. I ugevis har vi skullet beskytte nogen, der ikke var os selv, mod fjenden og huske på, at dét, vi hver især gør, betyder noget for andre. Tiden på hver vores matrikel har givet den enkelte masser af tid til at se indad og granske, hvilket slags menneske, man gerne vil være.

Dét menneske kommer på en prøve i påsken: Endelig er der fri fra skypemøder og hjemmeskoling, vejret tegner fabelagtigt og vi er på den grønne kurve. Alt i os rykker for at belønne os selv med dét, vi trænger allermest til. At være sammen.

Selv jeg, der deler matrikel med både en astma-patient OG en læge med forkærlighed for regler, tager mig selv i at tænke, at der jo ikke kunne ske noget ved at samle nogle få venner på terrassen. Der er højst sandsynligt ingen af os, der har corona, og hvis vi bare er under 10 og holder lidt afstand…

Alle tænker det.

Vi er jo kun kød og blod. Der længes.

Men vi kan ikke være utro mod hinanden nu. Denne påske kommer til at skille fårene fra bukkene, så: Kan du finde ud af at være et ordentligt menneske?

Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce