Annonce
Læserbrev

Debat: I en privat virksomhed var direktøren blevet fyret

Læserbrev: At følge udviklingen i Kolding Kommune siden kommunalvalget i 2017 har været en trist oplevelse. Byrådet er fanget i en spændetrøje grundet Venstres absolutte flertal. God politik diskuteres ikke med dette udgangspunkt.

Men det var vælgernes afgørelse ved valget. Borgerne i Kolding blev fortalt, at der var styr på forretningen og var forblindet af den generelle økonomiske fremgang i hele samfundet. Men som flere pointerede i valgkampen op mod kommunalvalget, var det et sminket økonomisk lig. De nuværende problematikker var kendte for år tilbage, men Venstre lod situationen løbe løbsk. Men hele det nuværende byråd skal derfor stå til ansvar for dette. Når der er lavet en bred politisk konstitution, betyder det, at man må stå på mål for det samlede politiske ansvar.

Derfor er der ikke nogen i det nuværende byråd, der kan løbe fra ansvaret og sige, at de har gjort tilstrækkeligt for at standse Venstres og i særdeleshed borgermesterens uansvarlige økonomiske forvaltning.

Havde det været en privat virksomhed var direktøren blevet fyret og aktionærerne ville have valgt en anden bestyrelse ved en ekstraordinær generalforsamling.

Men nu er der tale om en kommunalbestyrelse, og aktionærerne er i dette tilfælde borgerne i Kolding, der desværre ikke har denne mulighed før det næste kommunalvalg i 2021.

Min opfordring er derfor, at borgermesteren skal trække sig fra sit erhverv, som han tydeligvis ikke har evnerne til at bestride, og at det øvrige byråd bør overveje deres stilling.

Sidst men ikke mindst vil jeg opfordre Koldings borgere til at huske, hvem der bærer ansvaret for den økonomisk vanskelige situation Kolding står i. Husk dette, når I sætter jeres kryds ved næste valg!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce