Annonce
Debat

Debat: Midlertidigt tilbagefald - men corona-krisen har givet os troen på saglig politik

Jeg hører til dem, der har været næsten stolt over den måde, politikerne har håndteret corona-epidemien på. Fra den ene dag til den anden var det slut med rituelle markeringer, ligegyldigt fnidder og tom politik. I stedet trådte Christiansborg i karakter. Fra det yderste højre til det yderste venstre var der fuldt fokus på at lede os igennem krisen. Eksperter blev sat til at finde løsninger, som politikerne tog ansvaret for. Og pludselig handlede politik om indhold.

Jeg tror, det er sådan, at man effektivt udrydder politikerlede. I hvert fald kan jeg for mit eget vedkommende sige, at jeg virkelig har savnet saglighed i politik.

Men måske er det allerede forbi. For et flertal på Christiansborg har lige vist, at de ikke har glemt de gamle uvaner. Så nu indfører de dobbeltstraf for selv små, kriminelle handlinger, og samtidig gør de i et snuptag bekæmpelse af sygdom til et spørgsmål om udlændingepolitik. For eksempel risikerer en udlænding, der sælger forfalsket håndsprit, nu udvisning.

Ingen vil forsvare corona-kriminalitet, men problemet er lille, og skulle det vokse, har vi allerede lovgivning, der gør det muligt at gribe ind. Justitsministeren, der kalder indgrebet for ”den store hammer”, indrømmer da også, at det kun har meget begrænset virkning. Alligevel skulle loven hastes igennem Folketinget.

Men hvis ikke indgrebet gør en forskel, hvorfor så lave det? Ja, hvem ved? Måske blev trangen til igen at stigmatisere udlændinge simpelthen for stor. Eller måske kriblede det bare i den politiske pegefinger for igen at bruge ja-knappen til at vedtage symbolpolitik, der undergraver retsstaten.

Uanset grunden er det virkelig ærgerligt. Nu havde politikerne lige vist os, at de magtede den saglige politik. Og så kom dette. Men måske er det bare en enlig svale. Lad os i hvert fald håbe, at det kun er et midlertidigt tilbagefald, og at kursen ellers er sat mod en ny form for ærlighed i politik.

Hvor ville det dog være befriende.

Peter Lauritsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Efter strid om Posthusgrunden: Kim Hesel melder sig ud af Det konservative Folkeparti

Annonce