x
Annonce
Debat

Debat: Nødråb fra fagbevægelsen - hjælp nu de ledige med et corona-tillæg

Arbejdsmarked: Vi står i en meget svær situation, hvor regering og Folketing har gjort alt for at forhindre smitte af covid-19 samtidig med, at man har forsøgt at holde hånden under danske lønmodtagere, selvstændige og virksomheder.

Sammen med regering og arbejdsgivere har vi indgået en aftale om lønkompensation. Den sikrer, at mange danske lønmodtagere ikke bliver fyret, men i stedet kan fastholde ansættelsen – også selv om der er ordrenedgang eller ligefrem gennemført midlertidig lukning af virksomheden.

Alligevel har corona-krisen - som et vildfarent godstog – ramt lønmodtagerne hårdt. Siden nedlukningen for små to uger siden er ledigheden steget med omkring 29.000 personer, og udviklingen synes desværre at fortsætte. Alene fra fredag i sidste uge til onsdag i denne uge er køen af ledige vokset med mere end 9.000 personer. Det er voldsomt og uden sidestykke i nyere dansk historie.

Det får os til endnu engang at opfordre virksomheder til, at bruge trepartsaftalen. Det handler om at holde hånden under lønmodtagerne. Men det handler i lige så høj grad om at holde hånden under virksomhederne. Der kommer en dag efter krisen, og her vil der blive kamp om kvalificeret arbejdskraft igen. Derfor: Hold fast i dine medarbejdere.

Det handler også om at holde hånden under det danske samfund. For ikke bare skal vi få smittekurven til at flade ud. Vi skal også have bremset den økonomiske tilbagegang så godt det kan lade sig gøre. Vi skal ikke mindst sikre, at den ikke bliver til en meget langvarig økonomisk krise, vi skal døje med år efter pandemien, er bekæmpet.

Men alt dette er ikke nok. Selv om hjælpepakkerne virker, vil det uundgåeligt komme endnu flere arbejdsløse. Derfor vil vi appellere til, at de mennesker, der har forsikret sig selv, gennem medlemskab i en a-kasse får et corona-tillæg. En midlertidig foranstaltning der skal gælde i den forhåbentlig begrænsende periode, hvor krisen for alvor raser. Beregninger viser at staten for en milliard kroner kan hjælpe op imod 130.000 fuldtidsledige i 3 måneder. Det kan sættes i perspektiv til de 50-100 milliarder kroner, som regering og Folketing allerede har vedtaget at sende ud i det danske samfund.

Dagpengene er blevet forringet over de seneste mange år, og mange lønmodtagere vil opleve, at de skal gå ned på en indkomst, der svarer til under halvdelen af deres løn. I nogle familier vil begge ægtefæller være ramt. Det er en uholdbar situation. For den enkelte og for det danske samfund. Det er paradoksalt, at en selvstændig – der ikke har forsikret sig – kan få 23.000 kroner om måneden, men en forsikret ledig højst 19.000 kroner.

Vores dagpengesystem er unikt. Det sikrer et fleksibelt og trygt arbejdsmarked, som i et globalt perspektiv er mere end konkurrencedygtigt. Det kan også bruges i en krisetid. Systemet er på plads. A-kasserne aflaster det offentlige. De ledige kender deres fagforening og deres A-kasse.

Forbundsformand Per Christensen (3F), forbundsformand Claus Jensen (Dansk Metal), forbundsformand Claus Oxfeldt (Politiforbundet), formand Anders Bondo Christensen (Danmarks Lærerforening), formand Elisa Rimpler (BUPL), formand Ghita Parry (Kost- og Ernæringsforbundet), formand Lone Engberg Thomsen (Teknisk Landsforbund), forbundsformand John Nielsen (serviceforbundet), forbundsformand Henrik W. Petersen (Blik & Rør), forbundsformand Ole Wehlast (Fødevareforbundet NNF), forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen (Dansk EL-Forbund), formand Christina Durinck (Farmakonomforeningen), Benny Andersen, forbundsformand for Socialpædagogerne (SL), formand Martin B. Hansen (Malerforbundet), fng. Formand Kurt Brantner (HKKF).

Per Christensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce