Annonce
Debat

Debat: Panik før lukketid - Deadline for Danmarks ja til Nord Stream 2 inden årets udgang?

VEDVARENDE RYGTER om mulige kritiske forsinkelser i Nord Stream 2 gasrørledningens færdiggørelse forsøges nu manet til jorden: I sidste uge fremførte den tyske viceøkonomi- og energiminister Andreas Feicht således overraskende i en skrivelse til Forbundsdagen, at den tyske Regering " nu forventer at Danmark snart vil godkende en alternativ linjeføring for NS2 --således at projektet kan starte rettidigt" . Og det vil ifølge planerne sige inden udgangen af året.

Hvorledes Andreas Feicht er nået til denne opfattelse melder hans skrivelse - som Bloomberg News har set en kopi af - dog ikke nærmere om. Men det ligger fast, at Danmarks Energistyrelse fortsat ikke ønsker at udtale sig om hvornår den endelige danske stillingtagen forventes at ville forligge.

I den forbindelse har det vakt betydelig opsigt, at præsidenten for Forbundsdagen og tidligere finansminister Wolfgang Schäubele(CDU) i et NS2 debatindlæg i Die Zeit sidste uge udtalte, at " den måde hvorpå Tyskland har forbigået vore østlige naboers kritik , hører ikke til glanspunkterne i tysk politik og har ødelagt meget tillid " . Men Schäubele undlader dog ikke at komme med en slet skjult advarsel om, at det trods alt vil være en ufornuftig løsning at sabotere NS2 ad omveje.

Med Schäubeles udglattende men håndfaste debatindlæg er det også første gang NS2 bevæger sig op på absolut storpolitisk topniveau i Berlin. Tidligere har sagen nemlig befundet sig på et mere teknisk-energipolitisk plan i og med at NS2 jo ejes og drives af et "kommercielt privat" aktieselskab NS2 AG med hovedsæde i Zug, Schweitz, og med tyskeren Matthias Warnig i spidsen.

Men NS2 er rent faktisk ejet af det statslige russiske energiselskab Gazprom, som tegner sig for en betydelig og livsnødvendig del af Ruslands "hårde" valutaindtægter. Gazprom har hovedsæde i Skt. Petersborg med den tyske ekskansler Gerhard Schröder som formand. Schröder og Warnig er nære personlige venner af Putin. Set i dette lys er det sådan set ikke så mærkeligt, at den tyske Bundestagpræsident nu har fundet anledning til gå direkte ind i sagen.

Det er i øvrigt påfaldende, at Schäubeles intervention falder i kølvandet på USAs annoncering af, at Kongressen snart forventes at vedtage sanktioner mod (især tyske) firmaer, der deltager i finansieringen af og leverancer til NS2. USA har gennem det seneste års tid truet med at ville indføre sådanne sanktioner

For nylig blev et lovforlag faktisk vedtaget i Senatets udenrigskomite med opbakning af både republikanerene og demokraterne og vil muligvis allerede komme til afstemning i begge kamre i løbet af få ugers tid.

Forslaget, der benævnes " Protecting Europe's Energy Security Act of 2019 (S.1441)" vil i givet fald især ramme rederier, skibe og personer, der er involverede i at nedlægge gasrørledningen på Østersøens havbund. I følge senator Ted Crux (R-Texas) er det den mest effektive måde straks at standse NS2 på.

Og her kan også dansk erhvervsliv komme i en alvorlig klemme: Det gælder ikke mindst det danske rederi Blue Water Shipping med hovedsæde i Esbjerg. Blue water har nemlig vundet en kontrakt på 40 millioner euro (300 millioner kroner) til at befragte og oplagre de omkring 115.000 rør til NS2. Kontrakten, der er indgået med den tyske hovedleverandør og rørgigant Wasco, dækker tillige søtransporten af alle disse rør.

Blue Water kan derfor blive blandt de hårdest ramte af amerikanske sanktioner. Blue Waters formand Kurt Skov har tidligere udtalt at selskabet ikke blander sig i politik og " sanktioner forholder vi os (kun) til, hvis de bliver til noget".

DESUAGTET er den danske regering nu for alvor tvunget til at gå mere aktivt ind i en samlet stillingtagen til NS2 projektet: Danmark er fanget som en lille men afgørende vigtig brik i en storpolitisk klemme mellem Rusland og Tyskland på den ene side og USA (og EU) på den anden. Og nu er vigtige danske erhvervsinteresser og arbejdspladser også på spil. Her kommer transportminister Benny Engelbrecht(S) måske snart på en vanskelig mission som folkevalgt i Sydjylland.

HVOR OM ALTING ER hører denne sag nu retteligt hjemme på statsminister Mette Frederiksens bord. Her er det både rigtigt og vigtigt at Danmark holder hovedet koldt og fortsat udviser både grundighed og forsigtighed med at udstede tilladelser til NS2, dersom man skønner at disse strider mod fundamentale danske interesser - ikke mindst Østersøens skrøbelige havmiljø, skibstrafikken og Bornholms ve og vel. Den politiske udvikling i Rusland og Putins fortsatte aggressioner rundt omkring på kloden gør ikke lige frem situationen lettere for NS2's skæbne..

De russiske og tyske udmeldinger på topniveau forekommer her på det seneste efterhånden en anelse skingre. Man tvinges nærmest til at overveje om det ikke er udtryk for en vis "panik før lukketid" i og med, at der i realiteten kun er et par måneder til den planlagte opstart af NS2. Selv mindre forsinkelser ind i det nye år kan her i følge en Reuters analyse mandag føre til meromkostninger på op til 5 milliarder kroner.

Et sådant muligt krav indgår faktisk i en klage, som NS2 AG allerede har indgivet til Energiklagenævnet. Og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er her op til otte måneder.

Ja - “Tiden flyver afsted”....

Annonce
Jørgen Siemonsen
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle Boldklub

Befrielsesaktion skabte kortvarig tumult efter kampen mellem Vejle og Kolding

Annonce