Annonce
Debat

Debat: Stop den inhumane asylpolitik

Illustration: Gert Ejton

Mindst to unge kvinder fra Syrien må i Nyborg og Hillerød stoppe deres lovende uddannelsesforløb for at flytte på et udrejsecenter og sidde i venteposition til at komme tilbage til Assads regime. Rwanda er kommet på landkortet for Danmark, hvor asylansøgere kan blive g(l)emt væk. 19 danske børn og nogle af deres danske mødre frister en rædselstilværelse i Syrien.

Det er resultatet af det, der gennem de sidste par årtier er kaldt for den danske udlændingepolitik og et udtryk for den kynisme, som står mejslet i granit efter integrationsminister Mattias Tesfayes ord den 21. januar i år, hvor han sagde, at regeringens målsætning er 0 asylansøgere til Danmark.

For det første er det i bedste fald en meningsløs målsætning, som kun hører hjemme i et Utopia uden krig og forfølgelse. For det andet rummer udtalelsen en manglende indsigt og fornemmelse for, hvad mennesker er udsat for.

Annonce

Glemt er i hvert fald, hvordan Danmark i 70’erne tog mod flygtninge fra krigene i Sydøstasien; hvordan Danmark under den Kolde Krig tog imod bådflygtninge fra den sydlige side af Østersøen; hvordan Danmark tog et stort ansvar og hjalp mange flygtninge fra krigene i det tidligere Jugoslavien til en ny tilværelse i Danmark. Mange blev, nogle tog tilbage. De fleste af dem, der blev, har som de fleste danskere i øvrigt, kun gavnet landet.

Mogens Blicher Bjerregård. Foto: Jakob Carlsen

Jeg tror, der er bred enighed om, at enkeltsager ikke skal styre vores asylpolitik, men når de enkelte sager savner mening, og den sunde fornuft er forsvundet, så er der grund til at stoppe op og tænke sig om. Det er et signal om, at noget er helt galt. Den inhumane asylpolitik har afløst den menneskelige tilgang til at ville hjælpe medmennesker i nød.

Tænk, at nogen kan finde på at bortvise unge mennesker, der har boet en årrække i Danmark, på vej til at få en ungdomsuddannelse eller en færdig uddannelse og godt på vej til at blive integreret i Danmark. Nu kan de se frem til at stoppe deres uddannelser for at bo på et udrejsecenter, hvor den eneste udsigt er at skulle eskorteres tilbage til et krigshærget Damaskus og et brutalt Assad-regime.

Ord har enorm vægt, og når vi kalder vores politik på området for udlændingepolitik, så er der allerede sendt et signal om, at der er tale om noget fremmed - noget der helst skal holdes på afstand og afvikles.

Lad os i stedet få en immigrationspolitik, der tager udgangspunkt i, hvordan vi tager imod, hjælper og integrerer og gerne med et sigte på, at nye borgere også med tiden kan få statsborgerskab.

For mange år siden var jeg som formand for Dansk Journalistforbund en lille brik i et puslespil for at få en journalist fra Usbekistan bragt i sikkerhed i Danmark. Siden har jeg hjulpet flere journalister fra Kina, Thailand, Afghanistan, Iran, Irak, Somalia og Syrien i deres kamp for en bedre og mere fri tilværelse i Danmark. Hver gang har jeg været stolt af at kunne yde et bidrag, hvor lille det end har været.


Lad os i stedet få en immigrationspolitik, der tager udgangspunkt i, hvordan vi tager imod, hjælper og integrerer og gerne med et sigte på, at nye borgere også med tiden kan få statsborgerskab.


Tag blot et enkelt eksempel: En kinesisk journalist, der kommer til Danmark efter syv års fængsel i en ”hjernevaskelejr”, lykkes med at komme hertil, hvor hun også har sin datter. Hun fik efter flere års kamp mod dansk mistro flygtningestatus. Skulle hun virkelig først have været en tur omkring Rwanda? Og hvordan var hendes sikkerhed blevet håndteret? For mange flygtninge fortsætter forfølgelsen nemlig!

Jeg har prøvet flere gange at være bisidder for asylansøgere, og derfor ved jeg, at alt bliver vendt og drejet, at asylansøgere trods rædselsoplevelser, livsfarlige flugtveje og en frygt for en grufuld skæbne oplever ikke at blive troet. Lad os gøre den oplevelse bedre - herhjemme.

Det hele begynder med, at vi ændrer retorik, hvor vores tilgang er støtte og hjælp i stedet for mistro og afvisning, og hvor vi gør alvor af at ville integrere. Ordene tæller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Den ene gravede have - den anden ligger syg og har lånt krykker: Vandrekammerater tager ny udfordring næste år

Alarm 112 For abonnenter

87-årig døde ved brand i ældrebolig: Der var hverken røgalarm eller sprinkler i lejligheden

Annonce