Annonce
Debat

Debat: Uenighed er en ret - men domstolene har det sidste ord

Vi skal værne om vores ytringsfrihed, vores presse- og trykkefrihed og det er farligt at give efter for selvcensuren, som dybest set er et udtryk for angst og begrænsning. Men spørgsmålet er og bliver, hvor grænsen går og hvem, der skal definere den.

Annonce

Censur og ytringsfrihed er til stadighed genstand for debat og får ekstra kraft, hver gang en aktuel sag puster nyt liv i diskussionen. Hvor går grænsen? Hvad er god tone? Og hvem skal definere eller bestemme, hvor langt man kan gå i sine offentlige ytringer? Problemstillingen er ikke ny og en aktuel historisk begivenhed sætter spørgsmålet i perspektiv.

I år fejrer vi 100 års jubilæet for, at Sønderjylland blev tilknyttet Danmark ved folkenes selvbestemmelsesret og ud fra deres sindelag. Da Tyskland tabte 1. Verdenskrig blev der åbnet mulighed for at ændre grænserne i en række europæiske lande, herunder i det slesvigske område. Fredsaftalen blev underskrevet 28. juni 1919 med ikrafttrædelse 10. januar 1920. Efter Versailles-traktatens udfærdigelse kunne man fastsætte afstemningen om Slesvigs og Sønderjyllands fremtid.

Det blev besluttet, at afstemningen skulle finde sted ad to omgange i to zoner, der skelnede mellem Nordslesvig og Mellemslesvig. Afstemningen i 1. zone foregik 10. februar 1920 og i 2. zone 14. marts 1920. Afstemningsområderne var underlagt en international kommission med det mundrette franske navn “Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig” (International kommission til overvågning af den slesvigske folkeafstemning), for nemheds skyld kaldet CIS, som skulle have overopsyn med, at valghandlingerne skete efter forskrifterne og i fred og ro.

For at kunne navigere i de følsomme politiske forhold blev der i juni 1919 oprettet et midlertidigt Ministerium for Sønderjyske Anliggender med venstremanden H.P. Hanssen for bordenden som minister. I tilknytning til ministeriet var der et oplysningskontor, hvis formål var at støtte den danske agitation forud for afstemningerne. Takket være oplysningskontorets virke blev der trykt 107.700 plakater bekostet af staten.

Thor Bøgelund skulle forestå ikke mindre end 10 plakater. Blandt disse var en plakat, hvor baggrunden blev dannet af en stor og truende tysk ørn med baskende vinger. Foran ørnen stod en kvinde og knugede to rædselsslagne børn. Teksten supplerede med ordene: ”Fra krig og mord, fra sult og savn, før barnet ind i Danmarks havn”. Men den gik ikke. Den danske selvcensur slog til og godkendte ikke plakaten til tryk.

Sandsynligvis har ministeren H.P. Hanssen haft en afgørende stemme i, hvad der kom på gaden og hvad ikke. Det er interessant dengang som nu, at det er billedmediet, der rammer hårdest. Der er kortere afstand fra øjet til hjertet, når det iagttager et billede end der er fra øjet til hjernen, når det skal læse og konsumere en tekst. Altså rammer billedet med øjeblikkelig effekt som et projektil sit mål.

Endnu engang blev Bøgelund censureret under indflydelse af den danske selvcensur og nervøsitet for at virke anstødelig på ”fjenden”. Han havde malet et udkast til en plakat med et mildt og venligt dansk landskab i forgrunden, mens baggrunden fortabte sig i et dystert mørke med hvide kors. Billedsiden understregede teksten, som lød: ”I Tyskland ligger der grav ved grav, men solen skin i Danmarks have”. Det var for stærk en provokation.

I Danmark har vi ytringsfrihed med deraf følgende presse- og trykkefrihed. Det bliver tit tolket som, at man må sige og gøre lige hvad man vil, for det siger loven, at man gerne må. Der er dog grænser, hvor ytringer kan blive så personligt krænkende, at der er tale om injurier eller hvor statens og befolkningens sikkerhed står på spil. Her kan domstolene rykke ind og sige stop. Men til hverdag er begrebet ytringsfrihed lidt uldent og uklart i kanten. Domstolene kan definere, hvor grænsen går, men hvem ellers? Det bliver en individuel tolkning og et spørgsmål om personlige grænser, om hvad der er god tone, hvad der er etisk og moralsk forsvarligt eller korrekt. Der findes ikke noget facit, ingen sandhed, intet endegyldigt rigtigt eller forkert. Det var gældende for 100 år siden, hvor man i den givne situation tog sine forholdsregler og ikke ønskede at løbe nogen risiko, og det er gældende i dag.

Vi skal værne om vores ytringsfrihed, vores presse- og trykkefrihed og det er farligt at give efter for selvcensuren, som dybest set er et udtryk for angst og begrænsning. Men spørgsmålet er og bliver, hvor grænsen går og hvem, der skal definere den. Heldigvis giver vores ytringsfrihed os retten til at være uenige og til at diskutere denne uenighed åbent. Det er et vigtigt element at holde fast i. For at sige, hvem der har retten på sin side, er noget vi bliver nødt til at overlade til domstolene.

Udstillingen Grænsen er nået kan ses i Den Gamle By i Aarhus frem til 20. september.

Elsebeth Aasted Schanz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give

Gæsterne strømmer ind til halv pris

Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce