Annonce
Vejle

Debatten fortsætter: Kunst på Rådhustorvet deler stadig vandene

Det er denne illustration, som Erik Munch Sørensen mener er vildledende. Han tror ikke på, at det er muligt at skabe en vandoverflade i de lave bassiner, der ender i en brønd. Desuden vil de komme til at ligge i vejen, mener debattøren. Illustration: Vejle Kommune og Schønherr
Debattør er utilfreds med, at snævert flertal i teknisk udvalg bestemmer. Stadsarkitekt tror på vandkunsten

Vejle: Det kommer til at ligge i vejen og vil ikke fungere.

Meget kort fortalt er det holdningen hos en af avisens flittige debattører, Erik Munch Sørensen. Det, der kommer til at ligge i vejen og ikke vil fungere, er den planlagte vandkunst på Rådhustorvet - og den holdning står han ikke alene med, viser blandt andet kommentarer på Facebook.

For tre uger siden sagde et snævert flertal i teknisk udvalg - fire mod tre - ja til kunstner Jesper Rasmussens udkast til tre små bassiner på den snart nyrenoverede plads.

Projektet var indstillet til udvalget af blandt andre stadsarkitekt Lisbet Wolters. Baggrunden var en konkurrence, hvor et bedømmelsesudvalg havde valgt mellem tre forskellige projekter.

Annonce

Sagaen om Rådhustorvet

  • I de første skitser af det godt 1000 kvadratmeter store rådhustorv var den islandske billedhugger Sigurjón Ólafssons granitskulpturer fra 1950' erne forsvundet.
  • Forvaltningen lagde op til et torv med én samlet flade fra facade til facade med trægrupper og måske springvand - men uden de karakteristiske kunstværker.
  • Protesterne fra vejlenserne og flere politikere i teknisk udvalg betød, at planerne blev ændret, og nu bliver de to skulpturer stående på torvet - placeret tæt på rådhuset på hver side af trappen. Også magnolietræer bliver fortsat en del af torvet.
  • Det kommende torv bliver mere fladt end i dag, fordi der graves af terrænet foran rådhusbygningen. Det vil blandt andet sikre bedre adgang til toiletterne under rådhuset. De renoveres i forbindelse med omlægningen af pladsen.
  • Renoveringsplanerne har været længe undervejs. Allerede, da gågaderne blev lagt om i slutningen af 1990' erne og starten af 2000-årene, stod Rådhustorvet på listen, men blandt andet uenighed om eventuel lukning for gennemkørsel via Kirkegade/Blegbanken langs torvet betød, at renoveringen blev udskudt gang på gang.
  • I det første oplæg til politikerne fra august 2017 var der lagt op til et langt større og dyrere projekt (30 millioner kroner) med sammenhæng mellem Rådhustorvet og Kirketorvet. Det blev lagt i arkivskuffen.

Holdt op med at lytte

Men Erik Munch Sørensen er ikke tilfreds med processen. Som aktiv i debatten om Rådhustorvet det seneste år mener han, at den snævre afgørelse i teknisk udvalg er en uværdig afslutning på et forløb, hvor han ellers føler, at politikerne har lyttet til vejlenserne:

- Det er vildt, at fire mennesker i et stående udvalg kan bestemme noget så markant i Vejles bybillede med en fremtid på 50 plus år, som han udtrykker det - en kritik, han blandt andet har forelagt borgmester Jens Ejner Christensen (V).

I teknisk udvalg var det de to Venstre-politikere Per Olesen og formand Gerda Haastrup Jørgensen, der sammen med den konservative næstformand Kim Hesel og Dansk Folkepartis Svend Erik Nielsen, stemte projektet igennem.

SF's Morten Kristensen og de to socialdemokrater Alex Vejby Nielsen og Martin Sikær sagde nej.

Modstanderne havde muligheden for at sende afgørelsen videre til byrådet - men det er der ikke rigtig stemning for. Martin Sikær siger:

- Det sker kun, hvis vi føler, at det samlede byråd ville komme til et andet resultat. Ellers vil det være ren politisk drilleri. Og selvom vi er imod, kan vi godt leve med projektet.

Næppe i byrådet

Et anderledes resultat i byrådssalen er der ikke meget, der tyder på. Sådan er vurderingen hos den socialdemokratiske gruppeformand Søren Peschardt - og det synspunkt deler borgmester Jens Ejner Christensen. Derfor ender sagen næppe på byrådets dagsorden.

På den måde ser det ud til, at beslutningen om vandkunsten står ved magt - trods den politiske uenighed og kritikken fra blandt andet Erik Munch Sørensen.

Som det fremgår, er han ikke kun utilfreds med processen. Han sætter spørgsmålstegn ved, om Jesper Rasmussens projekt overhovedet kan leve op til de illustrationer, der er skabt. Som han skrev i et læserbrev for nylig:

- Det computergenererede billede, vi har set, viser en virkelighed, der ikke kan lade sig gøre.

Han henviser til, at han har talt med en hydrotekniker, der har udtalt, at der aldrig vil kunne optræde en jævn vandmængde og en fornemmelse af vanddybde i de to centimeter lave bassiner. Samtidigt er han - som mindretallet i udvalget - bekymret for, at bassinerne vil forhindre den nye plads i at fungere ved store arrangementer.

Stadsarkitekt: Vi arbejder videre

Ikke desto mindre tror stadsarkitekt Lisbet Wolters på projektet, der nu igen er i kunstner Jesper Rasmussens hænder:

- Vi giver ham frihed til at arbejde videre. Det skylder vi kunsten. Jeg er sikker på, at han vil eksperimentere og udarbejde en prototype, som kan vise, at det kan fungere. Jeg ved også, at han undervejs har været i kontakt med folk, der har forstand på vand, siger stadsarkitekten.

Hun er helt med på, at der er frygt for, at bassinerne vil give problemer, når der er arrangementer på pladsen. Men også her er hun sikker på, at der findes en løsning - måske med en overdækning af de tre lave bassiner, når det er nødvendigt:

- Og nu når juletræet på torvet er sat op, vil jeg gå op og måle. Jeg tror faktisk, at grenene rækker så langt ud, at de vil nå ud over de otte meter lange bassiner, hvis træet anbringes rigtigt, når den tid kommer, siger Lisbet Wolters.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce