Annonce
Debat

Den danske model virker - ulighed er udansk

Per Christensen

Samfund: Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, har forgæves i mange år kæmpet for voldsomme topskattelettelser og markant øget ulighed i Danmark. Heldigvis har et flertal i Folketinget indtil nu afvist LA's mest hede drømme, men uligheden blandt danskere er på trods heraf steget mærkbart - ikke mindst siden 2000 - hvilket 3F på vores medlemmers vegne protesterer imod.

Nu bliver Anders Samuelsen så nervøs for, at den aktuelle ulighedsdebat "skader hele Danmark," for i udenrigsministerens politiske bagland arbejder man i sin egen selvforståelse blot for, at alle danskere bliver lige så rige, som borgerne i Gentofte. Det er både mageløst og komik af høj klasse.

Både herhjemme og i udlandet - bl.a. i World Economic Forum i Davos fornylig - taler adskillige højt respekterede erhvervsledere med bekymring om den stigende ulighed, henholdsvis i Danmark og globalt. Hvis Samuelsen m.fl. ikke vil lytte til fagbevægelsens angreb på den stigende ulighed, kan de for min skyld godt vælge i stedet at lytte til de erhvervsledere, som har både social forståelse, empati og udsyn.

Jeg deler bestemt Anders Samuelsens ønske om at hædre og lære af danskere med succes. Især hvis den er baseret på flid og god ledelse samt kreativitet - ikke at forveksle med fiflerier og "skatteoptimering." I 3F kan vores medlemmer indstille deres virksomhed til "årets arbejdsplads," og jeg mindes ikke, at vinderne har haft problemer med bundlinjen, tværtimod! Ledelse, tillidsrepræsentanter og medarbejdere er kun interesseret i, at deres virksomhed klarer sig godt.

Den danske fagbevægelses konstruktive armlægning med arbejdsgiverne gennem over 100 år om løn- og arbejdsvilkår, produktivitets- og kvalitetsudvikling mv. har i virkelighedens verden løftet dansk økonomi og velstand til tops, globalt. Den danske model har været og er til gavn for både bund og top. Lad os fortsætte af denne, vel afprøvede vej.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce