Annonce
Erhverv

Den Jyske Sparekasse lukker for kassen i Grindsted

Den Jyske Sparekasse i Grindsted lukker kassen den 20. marts. Arkivfoto: Jan Kronvold
Den 20. marts lukker Den Jyske Sparekasse i Grindsted kassen.

Grindsted: Fra den 20. marts er det slut med kontanter i Den Jyske Sparekasse.

Den dag lukker kassen nemlig i sparekassen, som den har været det i byens øvrige tre pengeinstitutter i flere år.

Den Jyske Sparekasse har sendt en mail ud til alle deres kunder og orienteret dem om lukningen af kassen.

- Det er ikke noget vi gør, fordi vi er onde mennesker, men fordi der er et faldende behov for en kasse. Vi kan ikke forsvare det længere. Der er efterhånden få kasser tilbage, og dem, der er tilbage, er ofte udsat for røverier. Vi har senest været ude for det i Tinglev og Brande, og det er voldsomme oplevelser for medarbejderne, når der sker røverier, siger administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen.

De væsentligste konsekvenser af kasselukningen er bestilling af valuta og byttepenge. Både valuta og byttepenge skal fra den 20. marts bestilles 20 dage inden man skal bruge pengene. Bestillingerne kan ske på telefon eller ved at sende en mail.

- Kunderne skal hjælpe sig selv lidt mere end tidligere og valuta og byttepenge skal bestilles. Vores pengeautomat bliver udvidet med et indbetalingsmodul, så man kan sætte penge ind på sin konto, fortæller Claus E. Petersen.

Kunderne vil efter den 20. marts også stadig kunne benytte sparekassens mønttæller. Døgnboksen vil også fortsat kunne benyttes.

- Man kan også stadig betale sine girokort. Og kommer der nogen ind, som har behov for hjælp, så hjælper vi naturligvis folk, lover Claus E. Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce