Annonce
Billund

Den Jyske Sparekasse skal fusionere med Vestjysk Bank: 99,97 procent af aktionærerne sagde ja

Administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen, havde det store smil fremme, da sparekassen i 2018 gik på børsen. Det samme havde han onsdag, da en fusion med Vestjysk Bank blev vedtaget. Arkivfoto: Martin Ravn
Aktionærerne i Den Jyske Sparekasse har med et meget stort flertal stemt for en fusion med Vestjysk Bank.
Annonce

Grindsted: Inden længe vil Den Jyske Sparekasse have skiftet navn til Vestjysk Bank - og hovedkontoret vil være flyttet ud af Grindsted. Det er resultatet af den generalforsamling, som onsdag eftermiddag fandt sted i sparekassen.

Da generalforsamlingen på grund af det aktuelle forsamlingsforbud foregik virtuelt, havde aktionærerne på forhånd stemt via brev. 56 procent af den samlede aktiekapital havde afleveret en brevstemme, og at dem havde hele 99,97 procent stemt for fusionen.

Dermed er der enighed mellem de to pengeinstitutter. Tidligere onsdag var der generalforsamling i Vestjysk Bank, og også her blev fusionen vedtaget med et meget overvældende flertal.

Annonce

Kan betjene kunderne bedre

Niels Fessel, der er bestyrelsesformand for Den Jyske Sparekasse, lagde i sin beretning vægt på, at en fusion vil være nødvendig, hvis sparekassen i fremtiden skal være konkurrencedygtig.

- Det at drive et pengeinstitut er i stigende grad et spørgsmål om at drive en effektiv forretning af en vis skala. Ved at fusionere står vi derfor stærkere til at imødegå fremtiden, lød det fra Niels Fessel.

Formand: Det er ligeværdigt

Formelt kommer fusionen mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse til at foregå ved, at Den Jyske Sparekasse overlader alle sine aktiver til Vestjysk Bank, som også bliver navnet på det fremtidige pengeinstitut.

Alligevel mener bestyrelsesformanden i Den Jyske Sparekasse, Niels Fessel, at der er tale om en ligeværdig fusion.

- Vi sidder med et billede af, at det har været en ligeværdig proces. Det bedste eksempel er nok placeringen af det fremtidige hovedkontor, der tager hensyn til medarbejderne i både Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse, sagde Niels Fessel på onsdagens generalforsamling.

Det nye hovedkontor bliver placeret i Herning.

- Ligeværdighed er ikke alene et spørgsmål om 1:1. Vi skal også have med i regnestykket, at Vestjysk Bank i dag er 50 procent større end Den Jyske Sparekasse, sagde Niels Fessel.

- Vi kommer til at kunne betjene vores kunder bedre. Når vi bliver større, får vi bedre mulighed for at tilbyde en bedre service og mere specialiserede ydelser. Vi bliver altså mere konkurrencedygtige, tilføjede han.

Annonce

Synergieffekter

Det kommende pengeinstitut skal hedde Vestjysk Bank og have hovedkvarter i Herning. Forventningen er, at fusionen vil føre til engangsomkostninger på 200 millioner kroner, men at den til gengæld vil skabe synergieffekter for 150 millioner kroner, da der kan spares en masse penge på både administration og it.

Selvom det lokale pengeinstitut nu bliver større, og selvom hovedkontoret ikke længere skal ligge i Grindsted, lover formanden, at det vil fortsætte med at være lokalt.

- Jeg er helt med på, at nogle er bekymret for, hvad en fusion betyder for vores lokale forankring. Det er en rimelig bekymring. Jeg kan godt forstå, at nogle spørger, om det er muligt både at blive større og være lokale. Ja, det er muligt. Vi har grundlæggende en ambition om at skabe Danmarks stærkeste lokalbank, sagde Niels Fessel.

En aktie i Den Jyske Sparekasse vil blive ombyttet til 34 aktier i Vestjysk Bank samt 28,17 kroner.


Det at drive et pengeinstitut er i stigende grad et spørgsmål om at drive en effektiv forretning af en vis skala. Ved at fusionere står vi derfor stærkere til at imødegå fremtiden.

Niels Fessel, formand, Den Jyske Sparekasse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Annonce