x
Annonce
Læserbrev

Den politiske hjælpsomheds dilemma

Det betyder imidlertid ikke, at der så slet ikke er nogen vej ud, men kun, at den er snæver, og at det alene er den enkelte, som kan gå den. Den består ganske simpelt i, at man viser en hjælpsomhed, der går ud over, hvad man bliver afkrævet af det politiske system.

Læserbrev: Det turde være indiskutabelt, at en væsentlig målestok for, om man er et godt menneske, er, at man er villig til at bringe personlige ofre for at hjælpe andre, og i så henseende har selvsagt til alle tider samaritanen i evangeliet været det store eksempel til efterfølgelse, lige til i dag, hvor vi uden personlig ulejlighed kan hjælpe vores nødstedte næste, ikke bare via et væld af humanitære organisationer, men også via Skat.

Den politiske hjælpsomhed er nu engang en anden end den personlige; for det er ikke en hjælpsomhed, man selv direkte udøver og ofrer noget for, men man hjælper ved at kræve eller stemme på nogen, som kræver, at staten skal sørge for, at hjælpen ydes.

Man kommer med andre ord kun til at bringe et offer igennem sin skattebetaling og dermed kun under den betryggende forudsætning, at man bevarer sin sociale position og placering i indtægtshierarkiet.

Reelt betyder det, at man udsender et tvetydigt signal til dem, der befinder sig under én selv i dette hierarki, og som også skal deltage i betalingen; for godt nok tilkendegiver man, at det er væsentligt, at hjælpen ydes, men man tilkendegiver også vigtigheden af, at man selv beholder mest!

Antydet er hermed det moralske dilemma ved den demokratiske form for politisk hjælpsomhed, som vitterligt ikke er let at have med at gøre; for hvad skal man sige til dem, der er lavere placeret end én selv, og som - hvis de protesterer over også at skulle bringe et offer - jo egentlig bare viser, at de tager éns eget forbehold alvorligt?

Hvorfor skal de acceptere at yde et beløb, som de utvivlsomt vil have langt vanskeligere ved at afse end én selv?

Om der er en vej ud af dette dilemma, er ikke nemt at sige. Men hvis der er, så er det i hvert fald ikke en politisk, kollektiv vej. Der vinker ikke i fremtiden et eller andet utopisk samfund, hvor det er forsvundet.

Det betyder imidlertid ikke, at der så slet ikke er nogen vej ud, men kun, at den er snæver, og at det alene er den enkelte, som kan gå den.

Den består ganske simpelt i, at man viser en hjælpsomhed, der går ud over, hvad man bliver afkrævet af det politiske system.

Som enkeltindivider er vi ikke tvunget til at fastholde vores relative begunstigelse, men den kan vi give afkald på, enten fordi den moralske fordring driver os, eller fordi vi handler af medfølelse.

Kravet om hjælpsomhed kan derimod ikke udtømmes politisk. Det at støtte og bidrage til eksempelvis en liberal asyllovgivning kan aldrig blive et ligefremt udtryk for personlig hjælpsomhed.

Hvor denne forskel tilsidesættes, kvæler selvgodheden den moralske alvor.

Hvor man klæder sin politiske indstilling ud som personlig hjælpsomhed, negligerer man sine elementære moralske relationer til andre mennesker, som uomgængeligt er forbundet med ansvar og skyld, forstået både som det, man er skyldig at gøre, og som det, man har gjort sig skyld i.

Malthe Madsen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

On the Corner kan ikke få corona-lån: Vi ved ikke, hvornår hjælpepakkerne kommer

Vejle

Vand fosser ud på Jennumvej

Annonce