Annonce
Læserbrev

Den politiske retning er sat

Læserbrev: I fredags blev der indgået en aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi for 2020. Den politiske prioritering og retning er klar og som Socialdemokratiet lovede under valgkampen, dækkes udgifterne ved flere børn og ældre – samtidig er der afsat penge til håndtering af andre udfordringer og til yderligere forbedringer af den lokale velfærd.

Samlet indebærer aftalen en prioritering af velfærden i kommunerne for i alt 2,7 mia. kr. i 2020 – servicerammen bliver længe ventet løftet.

Det er vigtigt, at vi investerer i den tidlige indsats. Et udsat barn må ikke blive en udsat voksen. Vi skal tænke i langsigtede investeringer, så vi frigør ressourcer til velfærd og det enkelte udsatte menneske, hvilket der lægges op til med den nye kommune aftale.

Det specialiserede socialområde, som dækker borgere med fysisk, psykisk og/eller sociale problematikker, har også været et væsentligt tema i forhandlingerne. I Billund Kommune oplever vi også her et øget udgiftspres. Aftalen indebærer et tæt samarbejde om at komme til bunds i, hvad der driver udviklingen på området samt finde løsninger på, hvordan indsatsen tilrettelægges og prioriteres mest hensigtsmæssigt.

Kommunernes anlægsniveau i 2020 løftes til 19,1 mia. kr., så der er bedre muligheder for at investere i de fysiske rammer for velfærden. Det er 1,3 mia. kr. mere end sidste år.

De første skridt mod indførelsen af lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutionerne frem mod 2025 er taget – et arbejde jeg hilser meget velkomment og som gerne må rykkes nogle år frem.

Alle vore problemer bliver ikke løst på én gang i kommunen, og vi står stadig foran en stor opgave i byrådet om at skulle lave et lokalt budget.

Vi ved endnu ikke præcist, hvad aftalen økonomisk kommer til at betyde for Billund Kommune. Jeg er ikke i tvivl om, at aftalen er et skridt i den rigtige retning af at sikre og udbygge den fælles velfærd, vi sætter først som socialdemokrater.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce