Annonce
Erhverv

Derfor har Marcus drejet nøglen om: Millionunderskud medvirkende til butikslukning

Tirsdag lukkede herretøjsbutikken Marcus i Danmarksgade. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Tirsdag lukkede herretøjsbutikken Marcus i Danmarksgade. Ifølge koncernens økonomichef var det formålsløst at fortsætte driften af selskabet, der også inkluderede en butik i Odense.

Fredericia: Tredje gang blev ikke lykkens gang for Marcus i Fredericia. I hvert fald lukkede butikken på hjørnet af Danmarksgade og Vendersgade tirsdag efter knap halvandet år.

Den lokale Marcus hørte under selskabet Marcus Odense ApS, hvor også kædens butik i Rosengårdscentret i Odense indgik. Også denne lukkede tirsdag.

De foregående årsregnskaber viser, at det langtfra har været nogen god forretning. Således var der i 2018/19 et underskud på knap to millioner, hvilket blev betegnet som "stærkt utilfredsstillende". Året forinden var det på godt en million, og resultaterne har ifølge Henrik Rose, der er økonomichef i Marcus Gruppen, været udslagsgivende for lukningerne.

- Vi ser det desværre formålsløst at fortsætte driften. Det må vi erkende. Huslejeniveau er for alt højt. Det gælder dog primært i Rosengårdscentret, siger han.

Henrik Rose tilføjer, at det især har været butikken i Rosengårdscentret, som har været årsagen til lukningerne.

- Vi har været glade for at vende tilbage til Fredericia, men i og med at de to butikker hænger sammen, er der ikke meget at gøre, siger økonomichefen, som ikke levner en genåbning af Marcus i Fredericia mange chancer.

- Jeg tror det ikke på nuværende tidspunkt, nej. Det skyldes de udfordringer, detailhandlen generelt står over for, siger Henrik Rose.

Af årsregnskabet fra 2018/19 fremgår det, at der i gennemsnit var seks personer beskæftiget i Marcus Odense ApS.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce