Fra årsskiftet kan borgere forvente prisstigninger for at få tømt skraldepande. Priserne stiger som følge af en ny leverandør efter kommunens fatale samarbejde med skraldeselskabet RenoNorden. Forslaget skal endelig vedtages i byrådet.
Vejle: Det bliver dyrere at få tømt skraldespande i Vejle Kommune fra 2019.
En ugetømning af rumopdelt beholder på 190 liter til rest- og organisk affald stiger fra 1277 kroner til 1561 kroner årligt fra årsskiftet. Det er en prisstigning på 22,2 procent. For en spand, der skal tømmes hver 14. dag, stiger prisen fra 831 kroner til 1038,5 kroner årligt. Borgerne skal dog betale mindre i administrationsgebyr, som falder fra 412 til 348 kroner.
Det vedtog et flertal i Natur- og Miljøudvalget mandag. Forslaget skal endelig vedtages på byrådets oktobermøde, så de nye takstblade kan blive sendt ud inden nytår.
- Der er overordnet tale om en mindre stigning, siger Karl Erik Lund (DF), der er formand for Natur- og Miljøudvalget.
Kommunen har arbejdet på at finde en ny leverandør, efter man i foråret år før tid skrottede kontrakten med skraldeselskabet RenoNorden, der var ansvarlig for tømningen. RenoNordens norske afdeling gik konkurs sidste efterår, og ifølge selskabet tabte man penge på at tømme skraldespandene i Vejle.
Indtil 2019 står RenoNorden dog stadig for at tømme skraldespande i kommunen.
En skraldet sag
Det var meningen, at skraldeselskabet RenoNorden skulle stå for at tømme skraldespande hos omkring 51.000 husstande i Vejle fra 2016 til 2022, men i april 2018 valgte Vejle Byråd at ophæve kontrakten med RenoNorden om indsamling af affald.Også i Aarhus Kommune indgik skraldeselskabet en aftale om at bryde kontrakten med samme grund som i Vejle: Økonomien hang så dårligt sammen, at RenoNorden ville gå konkurs, hvis firmaet fortsatte tømningen.
RenoNorden skulle fortsætte med at samle affald, indtil en ny leverandør var på plads i Vejle Kommune.
16 millioner i ekstraomkostninger
Kommunen har en ekstraomkostning på 16,4 millioner kroner i forbindelse med, at den ny renovatør overtager kontrakten med at tømme vejlensernes skraldespande.
5,3 millioner kroner af ekstraudgiften på 16,4 millioner kroner er fundet ved at optimere, oplyser Karl Erik Lund.
- Optimeringerne dækker blandt andet over, at man ansætter én og dermed sparer på vikarudgiften, fortæller Karl Erik Lund.
Tre medlemmer af det syv mand store natur- og miljøudvalg - Søren Peschardt (S), Morten Skovlund (S) og Lone Myrhøj (SF), stemte imod indstillingen.
Det er nu op til økonomiudvalget og byrådet til at vedtage de nye forhold.