Annonce
Livsstil

Det burde være glemt om 100 år

Anna Elisabeth Jessen er glad og overvældet over de mange flotte reaktioner, som hun har fået på sin roman ”Om hundrede år”, der netop er kommet i 7. oplag. Foto: Lasse Olsson
Hvad var det egentlig, der skete for 100 år siden, da en verdenskrig ramte familier i Sønderjylland? Det har Anna Elisabeth Jessen skrevet om i romanen ”Om hundrede år” med udgangspunkt i de breve, hun fandt i en skuffe på loftet. Interessen er så stor for den historie, at hun foreløbig har 60 foredrag skrevet ind i sin kalender.

Der er en skrænt foran det gamle stuehus. Man ser den tydeligt, når man triller hen mod gården. Mon det er DEN skrænt? Skrænten, hvor Niels Frederik i romanen ”Om hundrede år” smider noget væk, som siden skal forfølge ham resten af livet.

Og tæt på er der en lille sø. Mon det er den sø, som bliver gravet, så LouLou, slægtens yngste medlem i romanen, har et sted at sejle rundt og stå på skøjter?

Øjnene søger uvilkårligt rundt i Anna Elisabeth Jessens hjem og omegn for om muligt at spotte ting og steder, der passer ind i den historie, hun har samlet i 100 kapitler i romanen ”Om hundrede år”.

Da først man står i hendes skrivehule oppe under taget på den gamle gulstensbygning fra 1867, dukker genstande op, der er med i historien. Som nu spadserestokken, som soldaten Hans har med hjem på den fædrene gård. Spadserestokken er lavet af sammenpresset papir, mere præcist af kærestebreve, som er rullet sammen og bundet ind af klaverstrenge og lakeret. Stokkens tykkelse er også et signal mellem soldater. Jo, tykkere stok, jo mere kvindetække….

Eller potteskåret med en klassisk skønhed, muligvis fra det gamle Rom. Potteskåret, som Anna Elisabeth har fundet på marken. Det har også sin helt egen historie i romanen.

-Men HUSK – det er fiktion!, lyder det gang på gang med et smil fra forfatteren.

På skrivebordet ligger en stor stak hvide A4-papirer. Øverste ark har en titel. Jo, det er et manuskript. Anna Elisabeth Jessens næste roman udkommer sidst i januar 2021. Mere vil og kan hun ikke sige.

Til gengæld er det ganske vist, at hun har skrevet ”Om hundrede år – En sønderjysk familiekrønike” med udgangspunkt i sin egen familie, som boede på denne gård lige uden for Hoptrup, syd for Haderslev. Her han hun selv boet siden 1998 med sin mand. Romanen består af 101 kapitler – et kapitel pr. år mellem 1914 og 2014, og man læser om familiens og egnens udvikling under indtryk af både den lokale og globale historie.

Annonce

Blå bog

Anna Elisabeth Jessen

63 år, født i Marstrup, en landsby sydvest for Haderslev,

Bachelor i dansk, uddannelse i manuskriptskrivning fra Filmskolen og uddannet journalist for ”at få smør på brødet”.

Har arbejdet med tv-dokumentarer og radiomontager.

Har vundet flere priser, også internationalt, for sit arbejde.

Anna Elisabeth Jessen har boet i Shanghai, Paris, og i de senere år har hun været i New York på længere ophold, en-to måneder ad gangen.

Flyttede i 1998 hjem på den gård, som hendes to onkler drev.

Gift med Jørgen Aabenhus, ekstern lektor ved SDU.

Breve gemt i en skuffe på loftet

Historien har virkelig fanget læserne. 7. oplag er netop sendt på gaden, helt usædvanligt for en debutroman, og Anna Elisabeth Jessen blev sidste år nomineret til Debutantprisen. Senest er hun nomineret til DR’s Romanpris. Siden bogen udkom, er hun hyret til at holde 60 foredrag, og rigtig mange af dem skal hun holde her i genforenings-året.

Stokken og potteskåret er med til foredragene – blot for at fortælle, hvad der har været med til at inspirere hende til historien, ud over den stak breve, som hun fandt i en skuffe i et stort skab på loftet. Det var breve sendt af familiens to soldater, Hans og Marius, der begge som sønderjyder blev tvunget til at kæmpe for tyskerne i 1. Verdenskrig, i Sønderjylland bedre kendt som Den store krig.

Dermed sad Anna Elisabeth Jessen med hænderne fulde af inspiration. I flere årtier har hun som journalist vundet respekt og hæder for sine dokumentarer og radiomontager fra virkeligheden. Nu sad hun med breve fra virkeligheden, som kunne omsættes til fiktion, godt hjulpet af sin nu 98-årige far, der gennem årene har været en stor fortæller med sans for de gode detaljer.

-Som dokumentarist har jeg i mange år arbejdet med andres historie, men her ville jeg gerne fortælle en slægts historie, en gårds historie, på en anden måde. Ikke som en slægtsroman, men som en historie over 100 år. En historie tæt på mig, tæt på det sønderjyske område, for Sønderjylland er jo andet end et udkantsområde.

-Sønderjyderne provokerer nogle gange resten af Danmark ved at sige, at det er resten af Danmark, der er udkant, fordi her er man tæt på Tyskland – på Flensborg, Hamborg og Berlin, og her er der en forståelse for at være en del af den europæiske historie, siger Anna Elisabeth Jessen, der himler med øjnene, når venner og familie i København spørger, om der er noget, de skal tage med ”over”, når de kommer på besøg – som om de skal til et uland.

6.000 sønderjyder døde

I hendes øjne kan man ikke fortælle om Genforeningen uden at fortælle, hvad der gik forud – nemlig 1. Verdenskrig. Hendes roman om familien på gården vest for Hoptrup begynder i 1914, da to af familiens mænd bliver sendt i krig af tyskerne.

-Før Genforeningen var der en krig, hvor masser af sønderjyske mænd blev tvunget til at kæmpe i en krig, som slet ikke var deres. Mange forbinder kun 1. Verdenskrig med, at nogle danskere tjente penge som gullaschbaroner, men her i Sønderjylland døde folk, inden der var nogen genforening. 6.000 sønderjyder døde under den krig.

-Derfor håber jeg heller ikke, at vi i 2020 glemmer historien om 1. Verdenskrig, og at det bare bliver en fejring af, at stakkels Sønderjylland er kommet hjem i favnen på Mor Danmark.

For hende er Genforeningen en del af en meget større historie end blot den nationale.

-Jeg ville med bogen gerne sparke en fortælling ind, om at her er foregået så meget, som resten af Danmark ikke ved så meget om. Om brydninger mellem dansk og tysk, og om det europæiske perspektiv, der er i den sønderjyske historie, siger Anna Elisabeth Jessen.

I mange år troede familien, at der var to faste paneler i bunden af det store skab på loftet, men da de flyttede ind og istandsatte loftet, fandt de ud af, at det var to skuffer, og i den ene skuffe fandt Anna Elisabeth breve sendt hjem til familien under 1. Verdenskrig. Foto: Lasse Olsson

Alting er ikke glemt

De 101 kapitler handler om en familie og dens omverden ”I hundrede år”, men bogens titel spiller også på en talemåde: At om 100 år er alting glemt. Men passer denne talemåde? Er alting glemt i Sønderjylland, som Anna Elisabeth Jessen selv vendte tilbage til i 1998. Ja og nej, ifølge forfatteren. Meget er glemt, men ikke alt.

-Man kunne også sige: ”Om hundrede år BURDE alting være glemt”, men man ved da stadig hvem, der her er en tysk familie, og hvem der er dansker. Jeg tror mest, det er generationerne, der er ældre end mig, der går op i det. I mange år har det jo været sådan, at man vidste hvem, der havde en flagstang. Det var danskerne. Tyskerne havde ingen, for de må ikke flage med det tyske flag. Derfor bliver det også virkelig bemærket, når en tysk familie sætter en flagstang op.

-Men ellers burde skellene være glemt, og som LouLou, yngste generation i bogen, siger mod slutningen: ”Det kan da ikke passe, at I bliver ved med at tale om hvem, der er tysk og dansk. Nu må det holde op!”

Anna Elisabeth Jessen skriver i bogen om en hændelse, hvor unge Johanne i 1960’erne får lov til at gå til klaverundervisning hos en klaverlærer. Tidspunkt for klavertimerne er aftalt, men da klaverlæreren opdager, at Johanne er datter af en modstandsmand, der hentede klaverlærerens bror, da krigen sluttede, bliver klaverundervisningen aflyst.

-Den historie er meget tæt på noget, jeg selv har oplevet, siger forfatteren.

Anna Elisabeth Jessen fandt en dag et potteskår, der kunne være et stykke af en romersk krukke eller vase, formentlig fra en souvenir. Potteskåret tog en tur gennem forfatterens fantasi og får en plads i romanen i forbindelse med ulykkelig kærlighed. Foto: Lasse Olsson

En helt særlig grænse

Lige så vel at man skal huske historien af hensyn til fremtiden, mener Anna Elisabeth Jessen også, at der er en hel del at lære:

-Selvfølgelig kan vi lære noget af den tid. Især hvis vi husker 1. Verdenskrig, og hvor meget der var på spil i hele Europa. Krigen fik vidtrækkende konsekvenser – ikke kun i forhold til grænser, men også i forhold til, at Gud døde for mange af dem, der havde oplevet krigen, og at modernismen opstod ud fra et ønske om at skabe en ny verden.

-Det var fantastisk, at grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland skete ved en folkeafstemning. Det var demokratisk og helt forbilledligt, og det er helt fint at fejre det, også ud fra et europæisk perspektiv – bare det ikke bliver for Mor Danmark-agtigt, hvor det kun handler om, at sønderjyderne vendte hjem til Danmark. Det er selve måden, grænsedragningen skete på, der er noget særligt.

-Grænsedragningen er jo en konstruktion, og det kunne være gået meget værre, men her i landsdelen er der ekstremt fredeligt. Ingen kunne i dag drømme om, at grænsen igen skulle flyttes. Her spiller København-Bonn Erklæringerne en stor rolle, for de gav mulighed for, at Danmark kunne støtte danskere i Sydslesvig, og Tyskland kan støtte tyskere i Sønderjylland. I stedet for at trække en grænse og sige, at der er tyskere på den ene side og danskere på den anden side, så gav man mindretal lov til at være det, de er – og det var godt.

-De to lande støtter deres respektive skoler og kultur hos deres mindretal, og det skaber fred.

Anna Elisabeth Jessen havde ikke drømt om, at hun skulle tilbage til Sønderjylland i sit voksenliv, men da hendes mand så gården, hvor hendes to onkler boede uden for Hoptrup, syntes han, at den var fantastisk. Anna Elisabeth Jessen havde lidt svært ved at se det fantastiske, men hun lod sig alligevel overtale til at købe gården og sætte den i stand. Nu deler de tilværelsen mellem gården i Hoptrup og en lille lejlighed på Østerbro. -Vi elsker at være her – og det er her vi pakker fra, fortæller forfatteren. Foto: Lasse Olsson

Romandebut som 62-årig

Der er selvfølgelig nogle, der har nærlæst bogen for at se, om de er med, og om de kan genkende historien, når nu den har afsæt i en helt konkret gård og familie. Anna Elisabeth Jessen har gjort meget ud af at understrege, at der er tale om fiktion, og der er da heller ikke opstået modvilje eller konflikter.

-Alle i familien er glade. En niece mener at kunne genkende træk af sig selv i en person, og der er også nogle i landsbyen, der kan genkende personer, men mange synes bare, at det er sjovt.

Anna Elisabeth Jessen fik sin debut som romanforfatter som 62-årig, og hun er helt overvældet over de mange anmelder-stjerner og den opmærksomhed, som romanen har fået. Nu drager hun i genforeningsåret 2020 land og rige rundt for at holde foredrag, og hun er positivt overrasket over flere ting.

Dels at der er så mange mænd, der dukker op til foredragene. Det tager hun som et udtryk for, at bogen rammer ret bredt. Dels at mange læser den som en slægtsroman. Sådan var den ikke tænkt. Det er ikke kun én person, der fortæller. Der fortælles fra mange personers vinkel – ja, sågar fra en hests synsvinkel.

Nu er en ny roman på vej, og den udkommer næste år. Anna Elisabeth Jessen er lige nu forfatter på fuld tid og har lagt dokumentarerne og radiomontagerne på hylden. Indtil videre.

Om sommeren sidder Anna Elisabeth Jessen ofte i det lille lysthus og skriver med udsigt over marker og en lille sø, som også har en rolle i bogen. Foto: Lasse Olsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce