Annonce
Børkop

Det gik meget godt med fire events

40 unge mænd deltog i e-sportevent, hvor der både blev spillet computerspil, men også dyrket motion. For de ting hænger sammen, hvis man vil blive god gamer. Privatfoto
Eventgruppen i den lokale projektgruppe kan med stor tilfredshed se tilbage på 7080 Festivalen. Alle fire events, som gruppen arrangerede, levede op til forventningerne. Og mere til.

Gauerslund: I uge 24 bød LPG (Den lokale projektgruppe) på fire events, der havde til formål at skabe fællesskab. Med Gauerslund Idrætscenter som midtpunkt.

Og det gik efter planen. Ja, mere end det.

- Nu er det tid til at gøre status for os i eventgruppen. Vi er ovenud tilfredse med opbakningen og afholdelsen af vores fire events. Det skabte virkelig følelsen af fællesskab, lyder det fra Mette Platz, der er med i eventgruppen.

De fire events havde fokus på sundhed og bevægelse fra vugge til grav, hvilket betød, at der var tale om fire events med forskellige målgrupper. Men fælles for dem alle var, at mange mødte op og deltog.

Mandag i uge 24 var der både gøgleri og bevægelse for børn og barnlige sjæle samt et familieløb. Begge dele var velbesøgt - ja, løbet måtte endda melde udsolgt, da man nåede over 300 deltagere.

Tirsdag aften var det den syvdobbelte verdensmester i kano, Arne Nielsson, der underholdt cirka 170 tilskuere.

- Her var der fokus på at spille hinanden gode - om det så gælder parforholdet, kollegerne eller i sportslivet. Desuden var der fokus på vigtigheden af at se positivt på sig selv og egen formåen og have "hænderne over hovedet" (Arnes begreb HoH, red). Budskaberne blev leveret med lige dele humor og selvironi, og det var en berigende og fornøjelig aften, lyder det fra Mette Platz.

Annonce

Festivaluge

Uge 24 er ugen, hvor der er byfest i postnummer 7080.

Den hedder Festival 7080.

Det var andet år, byfesten fandt sted, og ud over de fire events, som den lokale projektgruppe stod bag, blev der også budt på banko, streetfood, fester med videre.

40 drenge

Fredag sluttede det af med et e-sportevent, hvor 40 drenge i alderen 10 til 16 år mødte op i hallen.

- Da havde vi besøg af Fortnitespilleren og youtuberen Daniel Kokholm "dkokholm". Han har deltaget i flere større turneringer og vundet pengepræmier. Han fortalte om, hvad der skal til for at spille semi-professionelt, og at det er vigtigt samtidigt at være fysisk aktiv og have andre interesser end kun gaming. Der blev desuden skrevet autografer på hud, sko og tøj. Efterfølgende deltog drengene med stor entusiasme i både Fortnite-stikbold, battle med papirkugler og rundt-om-bordet-bordtennis. Og så blev der gamet hele natten, forklarer Mette Platz.

Samlet set deltog over 600 deltagere i de fire events.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce