Annonce
Trekantområdet

Det handler om fællesskab, ro og et ordentligt skud energi: Derfor er stribonitterne tossede med vinterbadning

Siden august er medlemmerne i den nystiftede vinterbadeklub i Strib nærmest væltet ind, og klubben tæller nu 81 medlemmer. Tirsdag havde avisen i samarbejde med klubben arrangeret åben badning for at finde ud af, hvad det er, der får stribonitterne til at hoppe i de kolde bølger.

Strib: Hvad er det, der får mere end 80 stribonitter til at forene sig i en vinterbadeklub - og hvad er det egentlig, der får så mange - både i Strib og i resten af landet til at udsætte sig selv for en tur i vand, der har en temperatur i nærheden af nul?

Det satte avisen sig for at finde ud af og i samarbejde med Strib Vinterbad - en næsten nystiftet vinterbadeklub - var der tirsdag inviteret til åben fællesbadning ved det nye madpakkehus på Dæmningen i Strib.

Strib Vinterbad har på ganske få måneder fået godt fat i lokalområdet. Vinterbadeklubben blev stiftet i februar i år, og siden klubben aktivt begyndte at lede efter medlemmer i august, er det væltet ind med stribonitter med hang til koldt vand. Iskoldt vand. Lige nu tæller klubben 81 medlemmer, som mødes på kryds og tværs - morgen og aften - ved madpakkehuset.

- Det handler om fællesskab, og det handler om ro, lyder forklaringen fra vinterbadeklubbens formand Morten Gregersen.

Han har vinterbadet i mange år, og han er en af dem, der foretrækker turen i vandet på den autentiske måde. Et omklædningsrum er fint, en sauna en bonus og en badebro en luksus, som ikke er nødvendig.

- Jeg er vant til at sidde på en sten og klæde om. Jeg kan lide, at det er lidt rustikt og autentisk, slår han fast.

Annonce
Badesko, en varm hue og en badekåbe. De tre ting har langt de fleste rutinerede vinterbader med sig, når de skal i vandet. Foto: Sofie Ejlskov

Badesko, hue og en badekåbe

Og autentisk er der flere af klubbens medlemmer, der foretrækker det. Flere bader nøgne og det er de færreste, der for alvor savner en bro at gå i vandet fra.

Tilbage til det med roen og fællesskabet. Normalt bader medlemmerne en håndfuld sammen, men mange var tirsdag mødt op for at byde nybegynderne velkommen og for samtidig at dele ud af tips og tricks til, hvordan turen i det iskolde vand bliver så behagelig som muligt.

Først og fremmest er et par badesko, der sidder ordentlig fast på fødderne en god idé. Man skulle måske ikke tro det, men vinterbadning er koldest for tæer, fødder og ankler - og med et par badesko undgår man samtidig nærkontakt med muslinger og de få krabber, som har valgt at overvintre langs kysten. En anden ting, som rutinerede vinterbadere ser som en selvfølge er huen. Og badekåben.

- Alle smiler, når de kommer ned i vandet

- Det der sker, når du kommer ned i vandet, det er, at du kommer til at hyperventilere. Men det er vigtigt, at du bliver ved med at trække vejret roligt.

Charlotte Hoe er medlem af Strib Vinterbads bestyrelse, og hun minder de mindre øvede - inklusiv avisens udsendte nybegynder - om, at vinterbadning ikke ligefrem er en lun affære for kroppen.

Vinterbadning fungerer i alt slags vejr - næsten, fortæller Charlotte Hoe. Og energiboostet får man også uanset om solen skinner eller det regner. Bare vandet er koldt.

- Alle smiler, når de kommer ned i vandet. Uanset hvilken krise man oplever i sit liv, kan man komme ned og få boostet sin energi og få lov helt at slippe tankerne en halv times tid, fortæller hun og leder efter ordene for, hvor smuk og foranderlig naturen ved vandet er om vinteren.

Det er resten af vinterbaderne enig med hende i.

- Man får en kropslig effekt med det samme. Og samtidig får man en ro uden lige i kroppen. Uanset hvor stresset en dag det har været, er det en tur i vandet, der skal til, siger Morten Gregersen.

Strib Vinterbad har sørget for sauna til vinterbaderne hen over julen, nemlig fra 20. december til 3. januar.

På blot et efterår er det lykkedes Strib Vinterbad at finde 81 medlemmer. Til jul bliver en mobil sauna stillet op ved madpakkehuset på Dæmningen. Foto: Sofie Ejlskov
Tirsdag havde avisen i samarbejde med Strib Vinterbad inviteret til vinterbadning, og det var selvfølgelig en kold affære. Foto: Sofie Ejlskov
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce