Annonce
Læserbrev

Det her handler ikke bare om en handel, nej, det handler om børn og unges barndom og opvækst

For disse børn og unge vil et opbrud være hjerteskærende. De har brug for tryghed. De har ikke brug for ustabilitet og usikkerhed. Men ikke desto mindre er det det, som man tilbyder dem nu.

Læserbrev: I sidste uge kunne man læse om Brummersvej Børne- & Ungdomspensionen i Mølholm i Vejle, der snart lukkes, da bygningen, som stedet har til huse i, er blevet solgt til en pengestærk køber, som ønsker at udbygge Privathospitalet Mølholm.

De børn og unge, der bor på stedet, skal derfor flytte. Planen er tilsyneladende, at de skal sendes til andre institutioner.

Fonden Vita, som ejer børne- og ungepensionen, ønsker ikke, at pensionen fortsætter. De ansatte bliver derfor fyret og følger ikke med børnene og de unge.

Jeg må indrømme, at jeg blev ked af det, da jeg læste dette. Og egentlig også vred. For jeg tænkte på de børn og unge, som mister deres hjem og fællesskab.

For børnene og de unge er Brummersvej Børne- & Ungdomspensionen et hjem, der danner rammen om deres liv. Og de ansatte er deres trygge voksne i en omskiftelig tilværelse.

Nu skal børnene og de unge så væk fra de kendte og trygge rammer og placeres, hvor der nu lige er plads til dem.

Og hvorfor? På grund af pengestærke folk, som foretrækker at udbygge et privathospital.

Er det OK? Nej, det synes jeg ikke.

Og det er heller ikke OK, at man ikke kommer med et alternativ, hvor børn, unge og pædagoger kan blive sammen. Det må simpelthen kunne gøres bedre.

Det her handler ikke bare om en handel, nej, det handler om børn og unges barndom og opvækst.

Deres liv var sikkert turbulent, inden de kom til Brummersvej; turbulensen skal ikke blive ved.

Nu bor de på Brummersvej og er tilknyttet skole og institutioner i området, og vigtigst af alt: De er vant til børne- og ungdomspensionen, de andre børn og unge samt de voksne, som arbejder der.

For disse børn og unge vil et opbrud være hjerteskærende. De har brug for tryghed. De har ikke brug for ustabilitet og usikkerhed. Men ikke desto mindre er det det, som man tilbyder dem nu.

Til Fonden Vita vil jeg sige: Find et andet sted, hvor børne- og ungepensionen kan ligge, så børn, unge og pædagoger kan blive sammen.

Til den pengestærke køber vil jeg sige: Hvis I så gerne vil have bygningerne på Brummersvej, så hjælp dog i det mindste med at finde et sted, hvor børn, unge og pædagoger kan blive sammen.

Til Vejle Kommune vil jeg sige noget af det samme: Kom ind i kampen og hjælp.

Til alle parter vil jeg sige: Det her drejer sig om børn og unge; det drejer sig ikke om klodser, som man kan skille ad og samle og stable, som man nu lige synes.

Annonce
Mette Ejby Pallesen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce