Jelling: Vi må stadig ikke samles mere end fem personer, og flere erhverv holder stadig lukket som en del af myndighedernes coronatiltag.
Men ikke alt er lukket - heller ikke i uge 7. Heller ikke i Jelling.
Vi bringer her et kort overblik over aktiviteter, der stadig kan lade sig gøre i byen - trods det ene og det andet...
1 Gå på opdagelse i monumentområdet
Kongernes Jelling er stadig en del af coronanedlukningen, men det hindrer ikke museumspersonalet i at præsentere et nyt koncept, der helt sikkert ikke var blevet udviklet uden coronakrisen.
Konceptet kalder de for Haralds Hotline. Det betyder, at når gæsterne bevæger sig rundt i monumentområdet blandt runesten, palisadestolper og gravhøje, har de mulighed for at have museumspersonalet i røret til at fortælle om vikingehistorien og besvare spørgsmål.
Man kan ringe til Haralds Hotline i vinterferien fra den 13. februar til den 21. februar mellem klokken 11.00 og 15.00. Hotlinenummeret er 4120 6333.
Også for de mindste er der en sjov aktivitet i vinterferien. Sammen med familien kan de gå på runejagt.
- Haralds Blåtands runer er blevet stjålet – og I skal nu hjælpe ham med at vinde dem tilbage. Hvis du klarer opgaverne, vinder du runerne tilbage, står der beskrevet om Blåtands Runejagt.
For de mindste er der runejagt. Nærmere information kan findes på museets hjemmeside.
2 Orienteringsløb for hele familien
Er du til frisk luft, sjov og udfordringer til både krop og hoved, har orienteringsklubben OK Gorm sørget for en coronavenlig ferieaktivitet.
Som en del af Vejle Kommunes vinterferieaktiviteter i uge 7 bidrager OK Gorm med tre gratis tilbud i henholdsvis Jelling Skov, Vingsted og Give Museumsskov.
Kort og godt tilmelder man sig via Vejle Kommunes hjemmeside, får tilsendt et dokument med en bane, hvorefter man kan slå sig løs.
3 Støt butikkerne
Var det noget med en vinterbutik fra Botanik by Rebekka eller lækre delikatesser fra Kræs, så kig forbi Gormsgade eller Runecentret.
I Runecentret holder Miss It og Jelling Radio-TV også til. De må ikke få kunder indenfor, men hos begge kan man stadig bestille og afhente varer.
Også byens dagligvarebutikker - Rema 1000, Netto og Superbrugsen - kører videre, som de altid har gjort.
4 Spis takeaway
Byens spisesteder har mere end nogensinde før brug for opbakning fra lokalområdet. Måden, man hjælpe på, er ganske enkelt at bestille noget takeaway-mad - eventuelt kan man tage en vinterferie-rundtur med et nyt spisested hver aften. Det er jo ferie ... for nogle.
Der er flere muligheder, blandt andet Jelling Kro, Café Sejd og Byens Café, mens også pizzeriaerne på Jernbanevej og Vejlevej holder åbent som sædvanligt.
En kop kaffe to-go er også muligt hos Café Sejd, der også tilbyder bl.a. hjemmelavet gløgg og sort te.
5 Skisportscenteret i baghaven
Skiferien til udlandet kan ikke lade sig gøre i år, men så er det jo heldigt, at vi har vores eget skisportssted lige i baghaven, nemlig på golfbanen og i Jelling.
Her er der både mulighed for slå sig løs på alt fra alpin til langrend, kælk og slæde - så længe der er sne nok...