Annonce
Give

Det koster Nytorvs Bageri dyrt at holde "tvangsåben"

Mette og Poul Erik Laursen fra Nytorvs Bageri er normalt altid glade og festlige mennesker, men lige nu er det svært at drive bagerbutik. Tvangsnedlukningen af byens mange andre butikker koster på indtægtssiden, og ikke alle ved, at butikken rent faktisk er åben, Foto: Jim Hoff
Mens Gives klassiske detailhandelbutikker er tvangslukkede pga. coronarestriktioner, er byens bagerbutik fanget i et lidt håbløst limbo, hvor en tom by og tomme skoler koster dyrt på bundlinjen. Og der er ingen hjælpepakker i sigte.
Annonce

GIVE: Vi kender alt for godt historierne om, hvordan coronakrisen og de deraf følgende tvangsnedlukninger af butikker og spisesteder har kostet de pågældende butiks/restaurationsejere på bundlinjen.

Denne artikel vender problematikken lidt på hovedet, for her handler det om en butik, der ikke er tvangsnedlukket, men nærmere tvunget til at holde åben - og hvordan dette også kan koste dyrt på bundlinjen.

Det handler om vigende indtjening og manglende mulighed for at få hjælpepakker. Og det handler helt konkret om byens lokale bagerbutik, Nytorvs Bageri.

Sammen med apoteket, dyreklinikken og Matas er bagerbutikken en del af den kvartet af butikker, der må holde åben i en periode, der ellers er præget af tvangsnedlukkede butikker - og som efterlader Give midtby som en menneskeforladt og trist vindhekseomblæst arena, hvor selv gråvejret spiller med på de triste noder.

Annonce

"Tvangsåben" uden hjælpepakker

Åbningstilladelsen kan ved første øjekast ligne en klar fordel for de benævnte butikker, men sådan er det  langt fra ifølge Mette Strandgaard Laursen, der sammen med sin mand Poul Erik Laursen er indehaver af Nytorvs Bageri.


Det gør lidt ondt lige nu, hvor de øvrige butikker er lukket. På de fire dage fra den 28. til og med den 31 december har vi i år oplevet en markant omsætningsnedgang

Mette Strandgaard Laursen, indehaver Nytorvs Bageri


- Vi er temmelig hårdt ramt af regeringens tvangsnedlukninger af byens andre butikker. Vi er på en måde “tvangsåben”, for vi er ikke blevet dikteret at lukke ned som detailhandlen for derefter på den konto at få hjælpepakker. Så hvis vi lukker ned, er det 100 procent for egen regning, fortæller Mette Strandgaard Laursen, der sammen med Poul Erik har drevet Nytorvs Bageri siden 1999.

Men er det ikke ok, at man gerne må holde åben? Mange andre butikker vil jo netop gerne have denne mulighed?

- Nej, det er rigtig dyrt for os, da vi mister meget i omsætning lige nu. Det har meget stor betydning for os, at de øvrige butikker skal være lukkede. Folk arbejder hjemmefra, og skoleeleverne må ikke komme i skole, alt dette betyder, at byen stort set ligger død fra omkring kl 14.00, lyder svaret fra Mette Strandgaard Laursen.

Annonce

Markant omsætningsnedgang mellem jul og nytår

Det handler i høj grad om at bagerbutikken må forsøge at tilpasse sig, den virkelighed der er lige nu. Og som man jo også var en del af under forårets nedlukninger. Men denne gang er det ifølge Mette Strandgaard Laursen mere barskt, netop fordi de andre butikker er lukket ned.

- Vi lever af at sælge brød, kager, og diverse sandwich, smørrebrød og lignende. Vi har ikke, som supermarkederne, mulighed for at tjene vores penge på alle andre madindkøb, så det gør lidt ondt lige nu, hvor de øvrige butikker er lukket. På de fire dage fra den 28. til og med den 31 december har vi i år oplevet en markant omsætningsnedgang.

Grundet nedlukningerne skal folk ikke ned i byen. Bagerbutikkens eftermiddagssalg er meget baseret på spontane indkøb. Folk har eksempelvis lige været inde i boghandlen eller i tøjforretningen, og så kan de da lige tage en kage med hjem. Den model kender vi vist alle ret godt.

- Som sagt: Efter klokken 14.00 sker der ikke ret meget, men vores morgensalg er ok. Frokostsalget er vi lidt spændt på, men det dør nok også, da folk jo ikke er på job, og mange køb er fra ansatte i de forskellige butikker, og madpakker til skoleelever. Folk har heller ikke så mange gæster, så de skal jo ikke have så meget smørrebrød, og alle de firmaer, der plejer at bestille frokost, eller mad til møder, skal jo heller ikke have noget. Det har gennem hele nedlukningen været et problem for hele bagerbranchen, da vi rammer ved siden af alle pakkerne, forklarer Mette Strandgaard Laursen.

Annonce

Nødvendigt at ændre åbningstiderne

Hun kaster dog også lidt lys ud i vintermørket, for man har klaret sig igennem indtil nu, hvilket ikke mindst skyldes de gode folk, der er i og omkring butikken.

- Vi har verdens bedste og mest loyale personale, der dels er mødt op på job hver dag, og som har stået i front og ansigt til ansigt med alle vores gode trofaste kunder og serviceret dem med et smil, og dels har accepteret at gå lidt ned i timer, så vi kan få det til at løbe rundt, lyder det anerkendende fra Mette Strandgaard Laursen.

Butikken er dog nået dertil, at man nu grundet den generelle butiksnedlukning, og den deraf følgende ganske mærkbare omsætningsnedgang, er nødt til for en periode, at ændre sine åbningstider mandag til fredag, mens weekendens åbningstider fortsætter som normalt.

Nytorvs Bageri i Give bymidte må godt holde åben, men lige nu mister man indtægter, fordi de andre butikker i byen er lukkede - og skolebørn, kontorfolk osv. kigger heller ikke lige forbi efter en sandwich og noget godt wienerbrød og kage.Foto: Jim Hoff

Fra 4. januar til foreløbig 16. januar er butikken kun åben fra kl. 6.00 til kl 14.00. Dog vil man kunne afhente bestilte og betalte varer ved bagdøren omkring kl. 16.00, hvor Mette vil udlevere de varer. I specielle tilfælde kan hun også levere større ordrer.

Annonce

Branchen er hårdt ramt

For ligesom at sætte yderlige trumf på herlighederne er butikken nu også ramt af corona, idet butikkens bagersvend og hans familie ligger underdrejet med corona. Heldigvis er alt øvrig personale gået fri endnu.

- Overordnet ser er der flere budskaber i det her:  For det første er det vigtigt for os, at kunderne finder ud af, at vi faktisk har åben, og at vi er klar til at servicere dem. Vores problem er, at der ikke er et naturligt flow i byen på grund af nedlukninger, og mange tror vi også har lukket. For det andet er det også vigtigt for os at komme ud med budskabet om, at vi som branche faktisk er hårdt ramt - selv om vi godt må holde åben. For at vi kan få del af hjælpepakkerne, skal vi over en bestemt periode have en samlet nedgang på 35 procent, og der rammer vi under, så ingen hjælp til os, konstaterer Mette Strandgaard Laursen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Million-rokade ryster Vejles skoler:  Nogle skoler scorer kassen - specialeleverne er de store tabere

Annonce