Annonce
Vejle

Høj SFO-takst giver paradoks: Du kan spare penge ved at sende dit barn i friskole

Allerbilligst er Balle Friskole med en månedlig betaling på 1859 kroner inklusiv en fuldtids SFO-plads - hvor kommuneskolen tager 2145 kroner om måneden. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
På grund af den høje forældrebetaling til SFO'en i Vejle Kommune kan fri- og privatskolerne være billigere end folkeskolen. Formanden for byrådets børne- og familieudvalget erkender paradokset, men ser store udfordringer i at få sat forældrebetalingen ned.

Vejle: I gamle dage var det kun velhavende familier, som kunne sende deres børn i privatskole. Men sådan er det ikke længere.

Priserne på fri- og privatskolerne er faldet, og nogle steder kan de ligefrem være billigere end folkeskolen, hvis man har ud over undervisningen har brug for skolefritidsordningen.

I Vejle Kommune er der en forældrebetaling på 100 procent til kommunes skolefritidsordningstilbud. Det betyder, at forældrene skal betale 2145 kroner om måneden for en fuldtids SFO-plads. Det svarer til 23.595 kroner om året.

Til sammenligning koster en plads på en af kommunens privat- eller friskoler i gennemsnit 25.780 kroner om året inklusiv en fuldtids SFO-plads, og i enkelte tilfælde kan det være endnu billigere, da priserne på fri- og privatskolerne varierer.

Allerbilligst er Balle Friskole med en månedlig betaling på 1859 kroner inklusiv en fuldtids SFO-plads - hvor kommuneskolen tager 2145 kroner om måneden.

Der er altså næsten 300 kroner at spare hver måned, hvis man vælger friskolen.

Annonce

Hvis vi valgte at gøre SFO'en billigere, ville vi stå med endnu større økonomiske udfordringer, og det er derfor, at jeg siger "ro på."

Torben Elsig-Pedersen (R), formand for Vejle Byråds børne- og familieudvalg

Vi har ikke råd til at sænke prisen

Hvis folkeskolen skal være billigere, kunne en løsning være at sænke forældrebetalingen til SFO-pladserne. Men det er der ikke råd til i Vejle Kommune, siger Torben Elsig Pedersen (R), som er formand byrådets børne- og familieudvalg.

- Men jeg synes også, at vi har en for høj forældrebetaling til SFO'en i kommunen, og jeg så gerne, at det var billigere, så borgerne ikke skal bekymre sig, om hvorvidt de har råd til at sende deres børn i SFO, siger han.

Ifølge Torben Elsig drejer det sig om, at kommune har store udfordringer med sit budget, og derfor er der lige nu ikke penge til at sænke forældrebetalingen til SFO'en.

- Hvis vi valgte at gøre SFO'en billigere, ville vi stå med endnu større økonomiske udfordringer, og det er derfor, at jeg siger "ro på."

Selv hvis kommunen skulle have ekstra penge at gøre godt med, er det ifølge Torben Elsig ikke en lavere forældrebetaling, som er første prioritet.

- Lige nu er det vigtigere, at vi bruger pengene på bedre normeringer i vores dagtilbud og på bedre bemanding i folkeskolen, siger han.

Torben Elsig mener dog stadig, at det er vigtigt at kigge nærmere på forældrebetalingen.

- Vi har ikke taget det af bordet i budgetforhandlingerne, og vi har også bedt om et bud på, hvad det ville koste os, hvis forældrebetalingen for eksempel blev fem til 10 procent lavere. Så det er helt legitimt at tage emnet op. Det er bare ikke realistisk lige nu.

Prisen matcher udgifterne

I Vejle Kommune findes der 12 fri- og privatskoler. Vejle ligger dermed på femtepladsen på listen med kommuner med flest fri- og privatskoler i landet.

Som nævnt står Balle Friskole klar med kommunens billigste skoletilbud. Men skoledirektør Søren Petersen understreger, at skolen ikke går op i at måle sig med andre fri- og privatskoler.

- På Balle Friskole har vi en pris, som matcher vores udgifter, så vi ikke er i underskud. Vi holder ikke øje med, hvad prisen er på de andre fri- og privatskoler i kommunen, siger Søren Petersen.

Ifølge ham er skolen bevidst om, at den skal være et tilbud til den almindelige familie.

- Jeg tror ikke, at det kun er prisen på skolerne, som er afgørende, når forældre skal vælge en fri- eller privatskole til deres barn. Det kommer også an på geografi, faciliteter, fag, pædagogik, profil og lærere, og så er det lige meget, om prisen ligger i den høje eller lave ende, siger han.

Søren Petersen er glad for at høre, at Balle Friskole har kommunens billigste skoletilbud, da han også mener, at man har kommunens bedste skoletilbud.

På Balle Friskole gives der ikke søskenderabat, hvilket ellers er standard på mange af kommunens andre fri- og privatskoler.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce