Annonce
Vejle

Det skal være festligt og folkeligt: Skal Vejle have en byfestival?

Vejles halloween-arrangement er et ifølge formanden for kulturudvalget, Dan Arnløv Jørgensen (K), et eksempel på en idé, der har fået sit eget liv. Nu søges en idé til en folkelig byfestival i Vejle. Politikerne har bedt forvaltningen afsøge mulighederne og holdet et møde i løbet af foråret, hvor alle interesserede kan være med. Arkivfoto

Kulturudvalget gav tirsdag mandat til, at der arbejdes videre med ideen om en festival i Vejle midtby. I løbet af foråret skal der holdes et åbent møde, hvor alle ideer kan komme frem.

Vejle: Det skal undersøges, om Vejle mangler en byfestival med et folkeligt tilsnit i midtbyen.

Udvalget for kultur og idræt besluttede på sit møde tirsdag, at der skal arbejdes videre med en idé, der har simret i udvalget siden begyndelsen af denne valgperiode. Udvalget begynder sin periode med et seminar, hvor alle de ideer, som udvalgsmedlemmerne kan komme op med, bliver registreret.

Udvalgsmedlem Johnny Beck (S) foreslog på introseminaret 25.-26. januar 2018, at der skulle arbejdes med udvikling af en byfestival i Vejle By.

Målet er at trække vod i den kreative pool og se, om der dukker en idé op til et koncept, der kan bruges. Halloween har fået sit eget liv og er godt for byen.

Dan Arnløv Jørgensen (K). udvalgsformand

Folkelig festival

På baggrund af det har Johnny Beck, forvaltningen og udvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen (K) holdt en række møder i et forsøg på at sondere mulighederne for en "folkelig byfestival".

Der er sideløbende arbejdet med at udvide og udvikle "Vild med Vand"-eventen. Aktiviteter forskellige steder i byen kan være med til at binde den sammen.

- Nu har udvalget givet lov til, at der indkaldes til møde for alle interessenter. Målet er at trække vod i den kreative pool og se, om der dukker en idé op til et koncept, der kan bruges. Halloween har fået sit eget liv og er godt for byen. Jeg er med på en byfestival, hvis ideen er god. Johnny Beck har en pointe i, at der kan være et folkeligt element, vi ikke rammer helt godt nok, siger formanden for udvalget, Dan Arnløv Jørgensen (K).

Annonce

Tænk og tal

Johnny Beck opfordrer til, at folk rundt omkring gør sig nogle tanker om, hvad der kunne være sjovt at arbejde med og så kommer frem med tankerne. Tivoli, telte og musik a la Uldum Gademusikfestival er nogle af hans stikord.

- Det vigtige er, at vi ikke skal forsøge noget oppefra. Vi skal ud og lytte til ideer om, hvordan man kan lave sådan en fest. Den kan vare en uge og give mulighed for, at arrangører kan lave noget uden for egne rammer, hvis de vil, måske fordi de ikke har plads i egne lokaler. Det kunne være en festival, der kunne gro og inspirere til, at flere arrangører ville bidrage med forskellige ting, siger Johnny Beck.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce