Vejle: Klokken seks torsdag morgen fik DGI Huset Vejle igen mulighed for at lukke gæster og medlemmer indenfor i svømmehal, fitnesscenter, sale og haller, ligesom det var tilfældet i byens øvrige træningscentre.
I løbet af de første 2,5 timer troppede omkring 100 gæster op for at sætte gang i kroppen og få sved på panden i DGI Huset. Og det var især de voksne motionssvømmere og enkelte børnefamilier, der mødte op og glædede sig over gensynet med klorvandet.
Det gjaldt blandt andre Kathrine Skøtt, der udnyttede en fridag til at tage sønnen Viktor på to år med i det lune vand i svømmehallen.
- Viktor har i et halvt år snakket om at komme i svømmehallen, så selvfølgelig skulle vi i svømmehallen i dag, fortalte Kathrine Skøtt, der bor i Vejle.
Har svømmet længe
Svømmehallen genåbner uden problemer med stillestående vand i rørene og legionella-bakterier, for svømmehallen har været åbent for Vejle Svømmeklubs elitesvømmere gennem et par måneder, og huset har hele tiden holdt vandet i gang.
Det samme har veninderne Clara Kapke og Maria Bebe Hansen, som har trænet i svømmehallen otte gange om ugen under nedlukningen. De er glade for, at hele holdet nu igen er samlet til træningen.
Med genåbningen er alt ikke ved det gamle, for gæster i fitnesscentret, på holdene, i caféen og svømmehallen skal alle fremvise et coronapas eller en negativ coronatest, mens husets foreninger er ansvarlig for egne medlemmer.
En detalje i glæden
Kontrollen ser DGI Husets direktør, Roland Christiansen, dog ikke som et træls benspænd.
- Jeg er helt sikker på, at hr. og fru Vejle glæder sig over muligheden for igen at besøge DGI Huset, og det at vise et coronapas er en detalje i glæden. Jeg ser med andre ord med fortrøstning på coronapasset og er sikker på, at det lynhurtigt bliver en vane og dermed ikke noget, vi vil tænke ret meget over, siger Roland Christiansen.
Det er dog langt fra alle DGI Husets træningshold, der har været tvunget i vinterhi. Da den udendørs idræt igen blev tilladt 1. marts, gik flere af holdene i gang uden for det store idrætskompleks, og det var efterspurgt.
Roland Christiansen, direktør, DGI Huset VejleJeg tog mig selv i at synge gamle Gasolin-sange, da jeg gik gennem Hal 1. Det er længe siden, jeg sidst har gjort det.
- Vi har kørt omkring 30 hold hver uge, og det har været en hård bruttotrup på cirka 300 medlemmer. Men det har været fantastisk at se 20 damer danse udenfor, selv på en regnvejrsdag, siger direktøren.
Sangglæden er tilbage
Med de indendørs arealer i brug kan DGI Huset dog ikke bare åbne sluserne, for andre restriktioner sætter begrænsninger på.
Der skal være fire kvadratmeter vandspejl eller gulvplads per gæst, og det betyder, at der højst kan være 50 i fitnesscentret, 125 i den varme del af svømmehallen og 250 i 50-meter-bassinet.
Det kan dog ikke ødelægge humøret hos DGI Hus-direktøren på den store genåbningsdag.
- Det er bare fedt at være her i dag. Jeg tog mig selv i at synge gamle Gasolin-sange, da jeg gik gennem Hal 1. Det er længe siden, jeg sidst har gjort det, siger en glad direktør.