Annonce
112

Det ulmer stadig efter storbranden: Bulldozer og drone sat ind

En bulldozer rydder vejen ind i kaos. Herinde er der stadig lommer med ild, der er svære at komme til. Foto: Jørgen Flindt
Branden på Industrivej er ikke helt slukket, men TrekantBrand forventer, at det snart sker.

Børkop: Torsdag formiddag ulmer det stadig på Industrivej ved de nedbrændte lagerhaller, som ejes af engrosfirmaet Schou.

- Der er stadig ildlommer, som er svære at komme til. Vi har dog ikke arbejdet natten igennem, for det er der arbejdsmæssigt set ingen grund til. Nu er det lyst igen, og så er vi atter i gang, siger Ronni Petersen, der er indsatsleder hos TrekantBrand.

Og det er både det tunge og lette skyts, der er sendt ind i kampen mod ildlommerne. I luften hænger en drone med termisk kamera, der kan vise, hvor der er ekstra varme, og på jorden kører en bulldozer.

- Den laver jo nærmest 20 mands arbejde, for det er svært at komme til ellers. Både bulldozeren og dronen er ret gode hjælpere nu her, for vi skal hen og slukke henne ved ildlommen. Vi kan ikke gøre det ved at sprøjte vand på fra oven, forklarer indsatslederen.

Annonce
Den bulldozer laver jo nærmest 20 mands arbejde.

Ronni Petersen, indsatsleder

To kilometer slanger

Undervejs gennem de mange timer med slukningsarbejde er der brugt rigtigt meget vand. Det hentes ved Skærup Å nær Møllesøen.

- Vi starter altid med at bruge vand fra brandhanerne, men vi arbejder altid på at bruge naturlig vand fra et sted i nærheden, og her har Beredskabsstyrelsen lagt 1,5 kilometer slanger ud, mens vi selv har omkring 800 meter slanger. Så det er da et stort arbejde, men det virker rigtigt godt, siger Ronni Petersen, der har et godt bud på, hvor branden er slukket.

- Jeg forventer, at vi pakker sammen i eftermiddag, for der er vi færdige. Men der kan dog være en lille enkelte ildlomme, som vi har overset, og derfor holder vi øje de næste par dage, forklarer han.

Fire haller brændte

Branden brød ud tirsdag eftermiddag. Det tyder på, at det var arbejde med en ukrudtsbrænder, der gik galt. De fem medarbejdere i lageret forlod bygningen og fik ringet til brandvæsenet, som hurtigt ankom.

Men ingen kunne forhindre, at de fire lagerhaller på tilsammen cirka 8000 kvadratmeter brændte helt ned til grunden. Der var tale om Schous mindste lager i Børkop. På den anden side af Industrivej ligger det store lager, som ikke blev ramt.

Brandfolkene skal helt fysisk ind i rodet for at slukke ildlommerne. Foto: Jørgen Flindt
Sprøjteslangen bugtede sig op ad Industrivej. Foto: Mette Mørk
72 brandfolk har været med til at slukke branden hos Schou. Foto: Mette Mørk
Skærup Å ved Børkop Vandmølle har leveret vand til slukningen. Her er det Emil Zangenberg fra Beredskabsstyrelsen, der står ved den første af en del pumper, der sendte vandet fra å, gennem slanger, til branden. Foto: Jørgen Flindt
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce