Annonce
112

Det venter VB i Superligaen

Malte Amundsen og de øvrige VB-spillere kommer på en hård opgave i Superligaen, når den nye sæson går i gang midt i september. Foto: Mette Mørk
Superligaen er skåret ned til 12 hold, strukturen er ændret og turneringen er skubbet på grund af corona'en.
Annonce

Vejle: Efter et års fravær er Vejle Boldklub tilbage i landets bedste fodboldrække, men Superligaen er ikke den samme.

Der venter VB en barsk sæson som enlig oprykker til en række, der er skåret ned fra 14 til 12 hold. Strukturen er også blevet ændret.

Sikkerhedsventilen i form af playoff-kampe mod de næstbedste 1. divisionshold er væk. I den kommende sæson spiller de 12 hold ude og hjemme mod hinanden i et traditionelt grundspil. Derefter deles rækken over i to grupper. De seks øverste mødes igen ude og hjemme i kampen om guld-, sølv- og bronze-medaljer.

De seks nederste hold i Superligaen mødes ligeledes ude og hjemme i kampen for at undgå de to nederste placeringer, som er lig med direkte nedrykning til 1. division. Vinderen af nedrykningspuljen får i lighed med den nuværende struktur muligheden for at spille sig til en plads i Europa League mod nummer tre eller fire i Superligaen, alt efter hvordan pladserne i de europæiske turneringer fordeler sig blandt andet med hensyn til hvem der får en plads via pokalturneringen.

Fodbolden var i foråret, som alle andre ramt af corona'en. Det har skubbet den nuværende turnering, og det skubber også turneringsstarten til den kommende sæson. Første runde i Superligaen 2020/2021 bliver spillet hen over weekenden den 12.-13 september. Derefter skal der afvikles 15 runder, inden Superligaen går på julepause efter weekenden den 19.-20. december.

Annonce

En kort vinterpause

Den traditionelle vinterpause bliver af samme grund kort. Allerede onsdag den 3. februar bliver turneringen genoptaget, så de sidste runder af grundspillet kan blive afviklet. Mesterskabs- og nedrykningsspillet går i gang i begyndelsen af april, og de sidste kampe bliver spillet i slutningen af maj, så Superliga-sæsonen kan nå at blive afviklet inden EM bliver sparket i gang midt i juni.

Superligaen består i den kommende sæson af 12 hold.

VB skal op mod FC Midtjylland, AGF, FC København, Brøndby, FC Nordsjælland, AaB, OB, Randers, AC Horsens, Sønderjyske og Lyngby.

Alle sæsoner indeholder traditionelt positive og negative overraskelser, og med den gamle struktur med to op- og nedrykkere var der altid mindst et af holdene, der klarede frisag. I denne sæson er VB den eneste oprykker, og alt efter hvordan transfervinduet udvikler sig for de enkelte klubber, tegner der sig på forhånd et billede af, at Sønderjyske, AC Horsens, Lyngby og VB er bejlere til en plads i nedrykningsspillet og skal kæmpe om at undgå nedrykning, mens de øvrige otte hold alle vil have som en klar ambition at komme med i mesterskabsspillet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce