Annonce
Hedensted

DF går i rette med V-forslag til coronahjælp

DFs Hans Kristian Skibby kritiserer Venstre for at have indrykket en annonce med forslag til coronahjælp, som allerede var sat i gang. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Dansk Folkeparti mener Venstre uberettiget angriber byrådet ved at indrykke en annonce med forslag til coronahjælp. Venstre mener tværtimod partiet blot lægger op til debat og handling.

Hedensted: Dansk Folkeparti i Hedensted går nu i rette med Venstre, der i mandagsavisen indrykkede en annonce med en række forslag til, hvordan man kan hjælpe primært det lokale erhvervsliv til at komme gennem coronakrisen.

Dansk Folkeparti opfatter annoncen som en kritik af det arbejde, der foregår i byrådet.

- Jeg synes, annoncen er en uberettiget kritik. En del af forslagene har vi gennemført, og en del kan ikke lade sig gøre, siger Hans Kristian Skibby.

Han henviser til, at kommunen allerede, inden annoncen blev trykt, havde fremrykket betalinger og forlænget betalingsfrister.

- Med hensyn til det med at fremrykke kommunale projekter, så har vi ikke værktøjerne i skuffen til at gøre det. Vi kan ikke hyre nye medarbejdere til at fremrykke projektering, og det bliver ikke på vores vagt, at vi tager af kassebeholdningen, fordi vi også har en forpligtigelse til at passe på kommunes økonomi efter krisen, siger Hans Kristian Skibby.

Annonce

Jeg synes, annoncen er en uberettiget kritik.

Hans Kristian Skibby, DF

Penge fra Christiansborg

Ifølge Venstres gruppeformand, Ole Vind, mener partiet da også, at de ekstra penge skal komme fra Christiansborg.

- Vi er helt med på, at vi ikke bare kan tage penge op af kassen. Det er staten og kommunerne, der skal stå sammen om at sørge for, at vi har pengene, siger Ole Vind, der mener, at man godt kan fremrykke eksempelvis mindre byggeprojekter som nye faglokaler på Skolen i Midten, en ny børnehave i Dalby Bakker og demensplejehjemmet.

Men den idé er ikke uden problemer, mener Hans Kristian Skibby.

- Vi skal overholde høringsfrister og har ikke projekter, der umiddelbart ligger klar. Desuden er det ikke mit indtryk, at det er i byggebranchen, at tingene er gået i stå, siger Hans Kristian Skibby.

Han mener i stedet, at det lokale erhvervsliv skal benytte sig af væksthusene i regionen og de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget.

Ingen kritik

Til gengæld så Dansk Folkeparti gerne, at kommunen satte mere fokus på at hjælpe de socialt udsatte, der også bliver ramt af coronakrisen.

- Mange ældre bor alene og har mindre netværk. På plejehjemmet må ikke få besøg, så der er også borgere inden for det område, der kommer i klemme. Jeg savner lidt et perspektiv, der er bredere end erhvervslivet, siger Hans Kristian Skibby om Venstres forslag.

Ole Vind undstreger, at annoncen i Folkebladet ikke var tænkt som en kritik af byrådets arbejde.

- Vi lægger tværtimod op til, at byrådet skal arbejde mere og komme med flere ideer. Vi synes godt, at borgmesteren kan bruge os noget mere, end han gør, siger Ole Vind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce