Annonce
Danmark

DF-top og bagland lukker i efter nye afsløringer i svindelsag

Morten Messerschmidt, folketingsmedlem for DF og hovedperson i Meld og Feld-skandalen, har ikke villet udtale sig om de seneste afsløringer af, at der efterforskes en sag om falske fakturaer. Han har tidligere erkendt, at han har lavet fejl i Meld og Feld-sagen, men afviser at have begået svindel. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Trods afsløringer af en falsk faktura udstedt til Morten Messerschmidt i sagen om mulig svindel med EU-midler er DF-toppen tavs. Heller ikke tidligere kritikere af Messerschmidt vil udtale sig om sagen. Det er ikke til at finde hoved og hale i sagen, lyder det fra baglandet.
Annonce

Svindelsag: Ingen kommentarer. Sådan lyder meldingen hos både toppen af Dansk Folkeparti og partiets bagland, efter der er kommet nye detaljer frem i Meld og Feld-skandalen.

Sagen om Dansk Folkepartis mulige svindel med EU-midler har taget en ny drejning, efter DR og Ekstra Bladet søndag kunne afsløre, at Bagmandspolitiet (Søik) efterforsker en falsk faktura på 375.000 kroner stilet til blandt andre Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i Meld og Feld-skandalen.

Fakturaen omhandler en reklamekampagne fra kommunikationsbureauet Primetime og lyder på omkring 350.000 kroner. Men Primetime afviser al kendskab til fakturaen, og ifølge EU's svindeljægere Olaf er fakturaen fabrikeret, men det er endnu uvist, hvad fakturaen er blevet brugt til, og om EU har udbetalt penge på baggrund af fakturaen.

Selvom sagen dermed kan ende med en straffesag for dokumentfalsk og ikke bare en historie om rod med EU-midler, føler hverken Dansk Folkepartis ledelse eller tidligere kritiske røster i partiet nogen grund til at reagere på baggrund af de nye oplysninger. Dansk Folkeparti oplyser til avisen Danmark, at formanden og resten af ledelsen ikke vil stille op til interview om sagen eller forholde sig konkret til sagen i medierne, før der ligger en afgørelse fra Bagmandspolitiet.

Heller ikke en række byrådsmedlemmer og lokalformænd, der tidligere har været kritiske over for Morten Messerschmidt i Meld og Feld-skandalen, vil udtale sig om sagens seneste udvikling.

Jack Odgaard (DF), kommunalbestyrelsesmedlem i Faabog-Midtfyn Kommune, mente i 2016, at Morten Messerschmidt skulle trække sig fra sin plads i EU-parlamentet på grund af Meld og Feld-sagen. Nu vil han ikke længere udtale sig om sagen, før den er færdigefterforsket. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce

En pærevælling

En af de tidligere kritikere i sagen er John Haarup Larsen (DF), medlem af byrådet i Skanderborg. I 2015 var han en af flere i DF-baglandet, som kritiserede Morten Messerschmidt for ikke at ville fremlægge alle bilag i skandalesagen. Men de nye oplysninger i sagen giver ikke nogen grund til handling fra Dansk Folkepartis ledelse, mener han.

- Det eneste jeg vil sige er, at det er én stor pærevælling efterhånden. Det er uoverskueligt, og ingen ved, hvad der er op og ned, siger byrådsmedlemmet, der føler, at sagen er så kompliceret, at han "slet ikke gider interessere sig for den."

- Jeg tror heller ikke, at ledelsen kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Der kommer hele tiden nye ting frem, siger han.

Annonce

Anklager pressen for usandheder

Samme holdning møder man hos lokalformand Tommy Degn i Rebild, og byrådsmedlem Jack Odgaard (DF) fra Faaborg-Midtfyn, der heller ikke vil udtale sig om sagen, før der ligger en afgørelse fra Bagmandspolitiet.

- Jeg synes, det er fint, at man venter, indtil der ligger en afgørelse fra Søik. Vi må have tiltro til, at de finder en løsning, siger han og fortsætter:

- Der kommer så mange usandheder fra journalisterne og pressen i den her sag, siger byrådsmedlemmet, der ikke kan komme med konkrete eksempler på usandheder fra pressen i sagen.

Han har tidligere over for Politiken i 2016 udtalt, at han mener, at Morten Messerschmidt burde trække sig, mens Meld og Feld-sagen blev undersøgt, men vil nu ikke udtale sig om hans syn på Messerschmidts fremtid i partiet, før sagen er færdigefterforsket.

Erling Schütt, viceborgmester i Aabenraa Kommune, har tidligere kritisieret Morten Messerschmidt for ikke at fremlægge alle bilag i sagen om Meld og Feld. Ligesom DF-ledelsen har han nu besluttet ikke at udtale sig efter nye afsløringer om en falsk faktura stilet til Messerschmidt. Arkivfoto: Søren Gylling.
Annonce

Holder mund

Også viceborgmester i Aabenraa Kommune, Ejler Schütt (DF), har tidligere været ude med riven efter Messerschmidt i Meld og Feld-sagen. Heller ikke han vil længere kommentere sagen.

- Der er sket meget siden mine udtalelser. Sagen er ikke sort eller hvid. Den ene påstår det ene, og den anden påstår noget andet, så jeg holder min mund, siger han.

Ingen af de DF-medlemmer, som avisen Danmark har talt med, mener, at sagen på nuværende tidspunkt bør få konsekvenser for Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt, der i dag er DF’s klima- og energiordfører, har tidligere erkendt fejl i sagen, men benægtet svindel. Han har ikke villet udtale sig til Ekstra Bladet eller DR i kølvandet på mediernes seneste afsløringer. Det samme gælder daværende kasserer i Meld, Anders Vistisen (DF). Partiet skriver i et skriftligt svar til medierne, at:

- Vi er bekendt med, at myndighederne har en sådan faktura, men ved ikke, hvorfra den stammer, og under alle omstændigheder ses den ikke at være betalt, hvorfor der i hvert tilfælde ikke er brugt EU-midler til at dække den regning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Vejle

Flere corona-krav til Bryggen: Nu holder opsynsmænd øje med din hygiejne

Annonce