Annonce
Sport

DHF-formand om challenge-system: Måske må vi fjerne det

Sportxpress/Ritzau Scanpix
Per Bertelsen ønsker ikke at opgive det nye challenge-system allerede, men det kan ske senere i sæsonen.

Det nye challenge-system, der siden begyndelsen af den nye håndboldsæson prøves af i herrernes og kvindernes liga, har fået en hård medfart i de første spillerunder.

Igen i weekenden opstod diskutable situationer, og formanden for Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen, medgiver i Håndboldmagasinet Overtrådt fra TV Midtvest, at introduktionen har været problematisk.

- Jeg er ikke blind for, at der har været en del grums. Og det ærgrer mig helt vildt. Det skulle jo have tilført noget positivt til dansk håndbold, og hvis det ikke gør det, skal vi måske pille det af igen, siger Per Bertelsen.

Senest skabte challenge-systemet stor debat i herreligakampen lørdag mellem TTH Holstebro og Skjern Håndbold.

Her tog Skjerns assistenttræner, Claus Hansen, en challenge, selv om holdet havde brugt sine tre timeouts. Det gav i stedet straffe til TTH Holstebro, som fik udlignet til kampens slutresultat 22-22.

Men Skjerns forsøg på challenge skulle aldrig have været tilladt i første instans.

Ifølge DHF-formanden har det hele tiden været meningen, at challenge-systemet skal evalueres, og nu kan det godt være, at evalueringen skal fremrykkes lidt.

- Jeg vil ikke være med til at droppe systemet efter så få kampe. Det skal have lidt tid og ro, og så er jeg sikker på, at det nok skal blive godt.

- Men hvis vi har lavet noget, der ikke er godt, så må vi pille det af igen. For det giver ingen mening at køre hele sæsonen igennem med det, hvis det ikke fungerer, understreger Per Bertelsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Annonce