Jennum: Søndag morgen klokken 9.49 blev TrekantBrand kaldt ud til en forurening på kørebanen helt fra Jennumvej via Tingvejen, ad Vester Hornstrupvej og Fårupvej frem til Fårupgårdvej, hvor der langt om længe ikke var mere olie at finde.
- Der var tale om en strækning på godt seks kilometer, og det drejede sig formentlig om noget dieselolie, men vi fandt ikke nogen synder, fortæller indsatsleder Henrik Due fra TrekantBrand i Vejle.
Brandfolkene smed oliesug på kørebanen de steder, hvor der var risiko for, at vejen var blevet glat. Og herudover blev Vejle Kommune sendt ud for at sprede sand på resten af strækningen.
- Mængden af olie har nok ikke været så stor, men det farver vejen rigtig meget, og nogle steder var der meget glat - især i skoven ved Jelling, fortæller indsatslederen.