Annonce
Sport

Djokovic er klar til ottende semifinale i Australian Open

Kim Hong-Ji/Reuters
Novak Djokovic møder Roger Federer i semifinalen i tennisturneringen Australian Open.
Annonce

For ottende gang i karrieren har Novak Djokovic spillet sig frem til semifinalen i Australian Open.

Den serbiske tennisstjerne vandt tirsdag 6-4, 6-3, 7-6 over canadieren Milos Raonic, som ikke formåede at bryde Djokovic' serv en eneste gang.

Omvendt udnyttede Djokovic 2 af sine i alt 16 breakbolde, og det var nok til at snuppe de to første sæt, mens tredje blev afgjort i en tiebreak.

I semifinalen venter et møde med tredjeseedede Roger Federer, som tidligere tirsdag slog amerikanske Tennys Sandgren i en dramatisk femsætter.

Mødet mellem de to tennisstjerner bliver deres indbyrdes møde nummer 50. 26 gange er det endt med en sejr til serberen, mens Federer har vundet 23 kampe.

- Jeg har sagt det mange gange, og jeg siger det gerne igen, mine kampe mod Rafael (Nadal, red.) og Roger har gjort mig til den spiller, jeg er i dag, siger Djokovic i sit vinderinterview på banen.

Den forsvarende mester ser frem til semifinalen mod Federer.

- Jeg håber, at jeg i det mindste får en matchbold. Det var fantastisk, hvad han leverede på banen i dag, siger Djokovic med henvisning til, at Federer tidligere tirsdag overlevede syv matchbolde.

- Må den bedste mand vinde.

Andenseedede Djokovic har vundet Australian Open syv gange, mens Federer har triumferet seks gange i grand slam-turneringen.

Djokovic og Federer er dermed de to spillere, der har vundet turneringen flest gange i den åbne æra, og Djokovic har altså formået at vinde turneringen, hver gang han har nået semifinalen.

Kombattanterne i den anden semifinale er endnu ikke fundet. I den ene kvartfinale mødes Rafael Nadal og Dominic Thiem, mens Stanislas Wawrinka står over for Alexander Zverev i den anden. Begge kampe spilles onsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lyt med: For to år siden kørte Jesper sin kone på plejehjem: - Jeg følte mig som det mest utro væsen over for Hanne

Vejle

Bekymring breder sig på lærerværelserne: Vejle-lærere kan ikke overholde afstandskravene

Annonce