Annonce
Billund

Dobbelt så mange ønsker som penge: Frivilligrådet håber på flere midler

Frivilligrådet og formand Gurli Hansen (midten) ville gerne, at man kunne få flere penge at dele ud af til frivilligt socialt arbejde. Fotoet her er taget ved Frivilligrådets uddeling af frivilligprisen, som Bente Christensen (th.) fik i 2018.
Der har i de seneste år været ønsker til dobbelt så mange penge, som Frivilligrådet har at dele ud af til frivilligt socialt arbejde. Rådet håber på at kunne få lidt mere at gøre godt med.
Annonce

Billund Kommune: Der er kamp om pengene blandt de frivillige sociale foreninger i Billund Kommune.

Hvert år har kommunen lige under en million kroner at dele ud af til frivilligområdet. Da en del af pengene desuden går til "faste" udgifter som Handicaprådet, Frivilligprisen og Frivillig Fredag, er det hvert år 700.000-800.000 kroner, som finder frem til foreningerne. Behovet er dog meget større. Siden 2014 er der hvert år søgt for mellem 1,5 millioner kroner og 1,9 millioner kroner i støtte.

Som avisen skrev om søndag, er Frivilligrådet kommet med nyt forslag til, hvad der fremover bør kunne søges om penge til. Her vil rådet ikke længere give penge til husleje og møbler. Det skyldes netop, at der søges om mere, end man har penge til, og rådet vil derfor prioritere aktiviteter over døde mursten. Ideelt set ville rådet dog gerne have lidt mere at dele ud af.

- Vi vil prøve på at søge voksenudvalget om flere midler. Vi er jo ikke nogen fattig kommune. Der er mange foreninger, som vi gerne vil give lidt mere, men det kan vi ikke, siger Gurli Hansen, formand for Frivilligrådet.

Har I ikke penge nok næste år, når I nu har lagt begrænsninger på, hvad man kan søge støtte til?

- Det tror jeg ikke, fordi vi skærer ned næsten hvert år på foreninger, som godt kunne bruge penge, men vi har dem simpelthen ikke, siger Gurli Hansen.

Penge til frivilligt socialt arbejde

Støtten til frivilligt socialt arbejde kaldes også paragraf 18-midler, da det er servicelovens paragraf 18, som pålægger kommunerne at støtte arbejdet.

Billund Kommune har i de sidste fem år givet 31,10 kroner årligt i snit pr. borgere til frivilligt socialt arbejde. Det rækker til en placering som nummer 32 blandt landets kommuner ifølge Danmarks Statistik.

Sammenligningen skal dog tages med forbehold, da kommunerne også kan give støtte på andre måder - for eksempel ved at stille kommunale lokaler gratis til rådighed, som Billund Kommune gør til Frivilligcenter Billund. Den slags støtte fremgår ikke af statistikken.

Annonce

Hverken ja eller nej

Det er staten, der kræver, at kommunerne deler penge ud til frivilligt socialt arbejde, men staten giver faktisk også kompensation for det. I 2015 fik Billund Kommune 744.000 kroner i kompensation fra staten.

Kommunerne må dog gerne give flere penge i støtte. I voksenudvalget er der åbenhed for at høre Frivilligrådets ønsker, dog uden at man på nuværende tidspunkt siger ja eller nej.

- Hvis det er et ønske fra Frivilligrådet, er det klart noget, vi skal tage med i de politiske overvejelser, sammen med alle de andre ønsker vi har, når vi skal drøfte budget for 2020. Jeg synes, det er vigtig, at vi har en pulje til foreninger, som gør et stort stykke arbejde på det sociale område, så jeg vil se positivt på det. Men lige nu har vi hverken overblik over alle ønsker, eller hvor meget vi egentlig har at gøre godt med, siger Kris Jensen Skriver (S), næstformand i voksenudvalget.

Annonce

Formand: Givet godt ud

Robert Terkelsen (V), formand for voksenudvalget, påpeger, at der allerede i år er tilført penge indirekte. Frivilligcenter Billund, det tidligere Frisam, er rykket i nye lokaler på Nymarksvej. Lokalerne er kommunale, så kommunen giver huslejen gratis. Tidligere har Frisam fået 100.000 til husleje fra puljen.

- Hvis der ikke bliver taget politisk beslutning om at bruge de penge på noget andet, og det har jeg ikke hørt nogen sige, vil de stadig være til rådighed for Frivilligrådet. Så vi har ikke som sådan givet flere penge, men det har vi gjort indirekte gennem fri husleje og varme til Frisam, siger Robert Terkelsen og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at pengene til frivilligt socialt arbejde er givet rigtigt godt ud, men på voksenudvalgets ønskelisten til budget står lige nu ikke noget ønske om øget bidrag til paragraf 18-midler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Hetek satser på sikring

Annonce